Den hede sommer kan give høj varmeregning til vinter
Landbruget kommer til at mangle halm på grund af den tørre og varme sommer i Danmark, og det rammer fjernvarmeværkerne
Foto: Henning Bagger/arkiv/Ritzau Scanpix
Privatøkonomi Af
Den varme og tørre sommer kan give en højere varmeregning for de fleste danske husstande i vinterhalvåret. Det skriver Politiken tirsdag.

På landsplan lyder forventningen, at danskerne i gennemsnit vil opleve prisstigninger på 10 til 12 procent, fortæller Kim Behnke, der er vicedirektør i Dansk Fjernvarme.

Når de høje sommertemperaturer og lave nedbørsmængder giver en dyrere varmeregning, skyldes det årets ringe høst i landbruget.

En række af værkerne i Danmark, der leverer fjernvarme, har i de senere år skiftet i takt med en grøn omstilling.

Over denne sommer er det fint for dem, der bruger træflis og træpiller samt for dem, der satser på solvarme.

- Men dem der i øjeblikket ikke har det så godt, er dem, der har aftaler med landmænd om, at de skal levere halm, siger Kim Behnke til Ritzau.

Sommervarmen har sat sit spor på markerne, og det går ud over leverancen af halm til værkerne.

- De steder, hvor man er afhængig af at få leveret fjernvarme fra halm, har værkerne fået besked fra områdets landmænd, der siger, at de simpelthen ikke er i stand til at levere den halm, de havde forventet.

- Konsekvensen bliver, at man skal fremstille varmen ved hjælp af andre brændsler. Det kan være olie eller naturgas. Det er dyrere, siger vicedirektøren.

Han påpeger, at prisstigningen risikerer at stige yderligere med de høje temperaturer, der er varslet de kommende dage.

Som det ser ud nu, er det tyve fjernvarmeselskaber rundt omkring i landet, der er berørt af situationen. De er fordelt på Sjælland, Fyn og i Jylland.

Ifølge Jens Elbæk, afdelingschef for planteinnovation i brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer har der ikke været en lignende situation de seneste 30 til 40 år.

- Det har været tørt hele sæsonen igennem, og det rammer alle afgrøder på tværs. Vores forventning er et høstudbytte, der er 30-50 procent lavere end normalt, siger han til Politiken.

Langt de fleste fjernvarmeselskaber er andelsselskaber, der ejes af forbrugerne. Men der er også enkelte, der tilhører kommuner.

/ritzau/


Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Realkredit % +/- Kurs
2,5 % BRF Kredit uden afdrag 2050 0,49 +0,50 103,60
2,5 % Realkredit Danmark med afdrag 2047 0,48 +0,50 104,68
2,5 % Nordea Kredit uden afdrag 2050 0,41 +0,43 103,53
2,0 % Nykredit uden afdrag 2047 0,40 +0,40 99,90
2,0 % BRF Kredit med afdrag 2037 0,39 +0,40 104,23
2,0 % Nordea Kredit uden afdrag 2050 0,33 +0,33 98,20
1,5 % Realkredit Danmark med afdrag 2047 0,31 +0,30 98,50
3,0 % Nykredit med afdrag 2044 0,23 +0,25 107,00
2,5 % Nykredit uden afdrag 2047 0,21 +0,22 103,87
2,0 % Nykredit med afdrag 2050 0,15 +0,15 99,43
Kurserne er forsinkede 15 min.