Verdens største pengetank smider grøn bombe: "Jeg tror, at vi står på tærsklen til en fundamental reallokering af kapitalen"

394162_16_9_large_999.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
14. jan 2020 KL.10:00

"Klimaforandringer er blevet en definerende faktor i virksomhedernes langsigtede udsigter."

Sådan lyder meldingen fra Larry Fink, topchef i Blackrock, der er verdens største kapitalforvalter.

Den gigantiske pengetank har over 47.000 mia. kr. under forvaltning, og derfor bliver der lyttet ekstra intenst i markedet, når topchefen Larry Fink åbner munden.

Usædvanligt grønt nytårsbrev

Og det gør han nu i sit traditionsrige nytårsbrev, som Børsen har fået adgang til, og som i år er usædvanligt grønt i sin toning.

"I september, da millioner af mennesker gik på gaden for at kræve handling mod klimaforandringerne, lagde mange vægt på den markante og vedvarende effekt, det vil have på økonomisk vækst og velstand - en risiko, som markederne til dato har været langsomme til at afspejle," siger Larry Fink.

Han fortsætter:

"Men den bevidsthed er ved at ændre sig hurtigt, og jeg tror, at vi står på tærskelen til en fundamental reallokering af kapitalen."

Han henviser til forskning fra en lang række institutioner lige fra FN til konsulenthuset McKinsey, der viser, hvordan klimaforandringer ikke bare kommer til at forandre klodens tilstand, men også det globale system, der finansierer økonomisk vækst.

Storbyer, inflation og renter

Har storbyer for eksempel råd til via obligationer at finansiere de ændringer i infrastrukturen, der er behov for med klimaforandringerne?

"Selv om de kriser varede i årevis, var de alle kortsigtede af natur. Klimaforandringerne er anderledes. Selv hvis kun en brøkdel af de forventede forandringer kommer, er det her en strukturel, langsigtet krise. Virksomheder, investorer og regeringer må forberede sig på en signifikant omfordeling af kapitalen

Larry Fink, topchef i Blackrock

Og hvad sker der med 30-årige obligationer, som er en af de vigtigste byggeklodser i finansiering, hvis investorerne ikke kan sætte noget præcist mål på klimarisikoen over så lang tid, blandt andet i forhold til oversvømmelser, brandrisiko og manglende forsikringer.

Og hvad sker der egentlig med inflation og renter, hvis prisen på fødevarer kravler i vejret efter tørke og oversvømmelser, og hvordan kan man modellere økonomisk vækst præcist, hvis udviklingslandene ser produktiviteten dale på grund af ekstrem varme og andre klimaeffekter?

Klimarisiko er lig med investeringsrisiko

"Investorer grubler i stigende grad over den slags spørgsmål og anerkender nu, at klimarisiko er lig med investeringsrisiko. Faktisk er klimaforandringer stort set altid det vigtigste spørgsmål, som klienter over hele verden rejser over for Blackrock," siger Larry Fink.

Han understreger, at eftersom kapitalmarkederne forsøger at indfange og håndtere fremtidige risici, så kommer forandringerne på kapitalmarkederne også til at foregå i et langt hurtigere tempo end de fysiske forandringer i klimaet.

"I den nære fremtid - og før de fleste forventer - kommer der en betydelig omfordeling af kapitalen," lyder det fra investeringsbossen.

Sælger ud af klimasyndere


Derfor er Blackrock igang med at køre bæredygtighed ind som fundamentet i deres gigantiske porteføljer, og Blackrock vil blandt andet sælge ud af de virksomheder, der har store klimarisici, for eksempel kulproducenter.
 
Larry Fink har også en pegefinger stift rettet mod politiske ledere verden over, hvoraf mange af de store lande som USA, Kina, Brasilien og Indien ikke er kommet ud af startblokken endnu.

"Denne udfordring kan ikke løses uden et koordineret internationalt svar fra regeringer, som matcher målene i Paris-aftalen," siger Larry Fink.

Han understreger, at det vil tage årtier, før vedvarende energi for alvor får bugt med olie, gas og kul. Og at den politiske sti skal være ansvarlig undervejs.

Virksomheder skal sætte ord og tal på bæredygtighed

Larry Fink efterlyser også, at virksomhederne bliver bedre til at oplyse om, hvad de gør på bæredygtighed, især i forsyningskæden. Det er vigtigt for både investorer, myndigheder, forsikringsselskaber og offentligheden.

Og så konstaterer han, at en virksomhed kan ikke overleve på længere sigt uden at leve op til sit eget formål og håndtere behovene fra en bred kreds af stakeholders.

"En medicinalvirksomhed, der hæver priserne brutalt, et mineselskab, der ser stort på sikkerheden, en bank, der glemmer at respektere sine kunder. De virksomheder kan maksimere afkastet på kort sigt. Men som vi har set igen og igen, indhenter de handlinger virksomheden og destruerer værdi," siger Larry Fink.

Klimakrisen er værre end alle andre

Blackrocks topchef peger også på, at han efter 40 år i branchen har oplevet inflationskrisen i 1970'erne, den asiatiske valutakrise i 1997, dot.com boblen og den globale finanskrise for ti år siden.

"Selv om de kriser varede i årevis, var de alle kortsigtede af natur. Klimaforandringerne er anderledes. Selv hvis kun en brøkdel af de forventede forandringer kommer, er det her en strukturel, langsigtet krise. Virksomheder, investorer og regeringer må forberede sig på en signifikant omfordeling af kapitalen," advarer Larry Fink