Venturefonde: 2025-plan kan frigøre 42 mia til investeringer

330730_16_9_large_926.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
31. aug 2016 KL.18:30
42 mia. kr. ekstra. Så mange flere pensionsmidler står til at kunne investeres i unoterede aktier, hvis regeringens 2025-plan ender med at gå igennem.

Det viser en beregning, brancheorganisationen for business angels, venture- og kapitalfonde, DVCA, har lavet.

I 2025-planen, som blev offentliggjort tirsdag, lægger regeringen op til, at grænsen for at investere pensionsmidler i unoterede aktier skal sænkes.

"Det er utrolig positivt, at regeringen rydder op i bureaukratiet og agerer offensivt på iværksætternes vegne ved at åbne pensionsområdet mere op. Det er et område, som har trængt til en sanering i mange år," siger adm. direktør i DVCA, Jannick Nytoft.

Dels sænkes grænsen, for hvornår man kan investere i unoterede aktier, til 200.000 kr. Med regeringens forslag bliver det muligt at investere ned til 50.000 kr. i de enkelte startups, og det, siger Jannick Nytoft, kan gøre en kæmpe forskel.

"Det vil lette adgangen til kapital for vækstlaget i dansk erhvervsliv. Midt i en vækstkrise har Danmark - som aldrig før - brug for mere risikovillig kapital, som kan være med til at igangsætte investeringer og booste væksten," siger han og tilføjer:

"Ved at sætte de private pensioner fri, sikrer vi at potentielt mange milliarder kr. kommer ud at arbejde i danske vækstvirksomheder."

Ved de nuværende regler kan man først investere i unoterede aktier, når pensionsopsparingen overstiger 500.000 kr.

I dag er stiger grænsen derefter gradvist op til en samlet opsparing på 4 mio. kr., hvor det er muligt at investere op til 75 pct.

Med et pensionsdepot på 6 mio. kr. er det derfor i dag muligt at investere op til 2,9 mio. kr. i unoterede aktier.

Med de nye regler ændres grænseværdierne for at frigøre flere midler, og ifølge DVCA's udregninger vil det hæve potentialet for unoterede investeringer fra 101,3 mia. kr. til 143,4 mia. kr. - altså en frigørelse på godt 42 mia. kr.

"Det er et næsten perfekt forslag. Man kunne styrke det ved at tillade køb af større ejerandele i de enkelte virksomheder via ordningen. Når det er sagt, så er regeringens forslag virkelig ambitiøst," siger Jannick Nytoft.