Veloxis-investor efter tvangsindløsning: "Jeg er skuffet. Det var så tæt på, som det næsten kunne være"

394273_16_9_large_161.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
15. jan 2020 KL. 9:54

Onsdag morgen blev et punktum sat i salget af Veloxis, og japanske Asahi Kasei Pharma har sikret sig 90,44 pct. af aktierne i det danske farmaselskab – nok til at tvangsindløse resten til en kurs på 6 kr. pr. aktie. Og det planlægger køberen at gøre snarest muligt.

Dermed bliver de resterende investorer tvunget ud af aktien.

Det var ikke, hvad privatinvestor i Veloxis Mads Bang Nielsen havde håbet på, da han onsdag morgen var på vej på til sit arbejde i Fredericia. 

“Jeg er skuffet. Det var så tæt på, som det næsten kunne være. Vi har virkelig kæmpet en kamp i den seneste halvanden måned, hvor vi har forsøgt at overbevise aktionærer. Men samtidig har der selvfølgelig hele tiden været en usikkerhed,” siger han. 

I kendte dette scenarie, hvad er det, der er så skuffende i denne udmelding?

“Det er svært at sige. Helt konkret er det, at vi ikke kunne afholde dem fra de 90 pct.," siger Mads Bang Nielsen. 

Også privatinvestor Søren Qvist, der har været i spidsen for opgøret blandt de mindre aktionærer, er enig i skuffelsen. 

“Jeg kan godt se, de er vippet over 90 pct. Det er rigtig trist. Men jeg går ud fra, der arbejdes videre for en retssag. Det er status lige nu,” siger han i en telefonsvarer til Børsen. 

Minoritetsaktionærerne har siden købstilbuddet i november været utilfredse med tilbuddet på 6 kr. pr. aktie, derfor har aktionærer gennem investorgrupper på Facebook forsøgt at lokalisere aktier, i håb om at have over 10 pct. og dermed forhindre tvangsindløsning. Det arbejde har Mads Bang Nielsen været med i – men det lys blev slukket onsdag morgen. 

Vil kæmpe en videre kamp 

Men kampen er ikke nødvendigvis slut endnu, lyder det fra Mads Bang Nielsen. 

“Den skal lige sunde sig, og vi skal lige have vendt og drejet den, og så kommer vi på banen med noget konkret senere i dag,” siger han og tilføjer: 

“Vi har også snakket om et scenarie om muligt efterspil. Nu må vi se, om vi kan samle en masse investorer, der stadig føler sig utilfredse, og så må vi se, om der er belæg for at vi måske har en ekstra lille sag i det. Vi har også haft kontakt med en af de advokater, der kørte Molslinjen-sagen.”

Købet af Molslinjen som pejlemærke

Flere gange er sagen omkring Molslinjen dukket op i forbindelse med sagen om Veloxis.

Her lykkedes det også umiddelbart kapitalfonden Polaris at krydse en ejerandel på 80 pct., men de måtte senere kæmpe for at nå en samlet ejerandel på over 90 pct. Først lød buddet på den sidste del af aktierne på kurs 34 pr. aktie, siden 42 kr. pr. aktie førend købstilbuddet landede på 60 kr., og fonden fik skrabet aktier nok sammen til en tvangsindløsning i 2016.

Senere endte sagen i retten, fordi en gruppe småinvestorer stadig ikke var tilfredse. Tidligere i år vandt de sagen, så deres afregning pr. aktier i stedet er landet helt oppe på kurs 74.

Men ifølge investeringschef hos Dansk Formue- & Investeringspleje Johnny Madsen er der en afgørende forskel på de to køb.

“I købet af Molslinjen var det store aktionærer, der valgte at gå sammen og købe andre ud. Omvendt er situationen i købet af Veloxis, at de store aktionærer har valgt og accepteret at sælge deres aktier til en tredjepart. Dermed er humlen i denne sag, at de store aktionærer har solgt på en væsentlig lavere pris, og de små aktionærer er allerede blevet behandlet godt,” siger Johnny Madsen. 

Aktie: Veloxis Pharmaceuticals