Valuta: Virus fortsat den store valutariske joker

396062_16_9_large_539.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
14. feb 2020 KL. 6:38

Der er tilbageholdenhed på valutamarkedet fredag morgen, hvor tvivlen om omfanget af coronavirus-udbruddet i Kina understøtter efterspørgslen efter sikre valutariske placeringer.

Torsdag reagerede markedet på meldinger fra Hubei-provinsen om en kraftig stigning i antallet af nye infektioner og dødsfald fra coronavirusudbruddet, efter at en ny metode til diagnosticering af sygdommen var taget i brug.

"Ændringen af rapporteringsstandarder i Kina er bekymrende. Der er en frygt for, at de kinesiske myndigheder stadig skjuler noget," siger chefstrateg Masafumi Yamamoto fra Mizuho Securities i Tokyo til Reuters.

Usikkerheden om epidemiens virkelige omfang afskrækker investorer fra at påtage sig overdreven risiko, indtil der er tilstrækkelig bevis for, at spredningen er aftagende.

"Der er afkast til risikoaverse investeringer, så yen og andre sikre placeringer er styrket, men reaktionen har indtil videre været midlertidig og begrænset," vurderer Masafumi Yamamoto.

EURO HÆNGER I DYNGET MENS PUND LETTER

Euro er fortsat valutarisk bundskraber oven på de stærkt skuffende økonomiske data tidligere på ugen. Dataene tegner et billede af en tiltagende syg økonomisk udvikling, hvor især det tyske islæt er sengeliggende med feber og svimmelhed.

Den fælles valuta er fredag morgen fortsat på et flerårigt lavpunkt i forhold til dollar og schweizerfranc, mens investorernes pessimisme over udsigterne i euroområdet er voksende inden offentliggørelsen af BNP-data fra både eurozonen og Tyskland senere på dagen.

I modsætning til euro rider pund på en bølge af optimisme efter torsdag aftens omrokering af det britiske kabinet.

Omrokeringen synes at være et opgør med det traditionelt stærkt selvstændige britiske finansministerium, da magten nu centreres alene hos premierminister Boris Johnson.

Men investorerne ser det som en åbning mod en mere ekspansiv finanspolitik til støtte for den økonomiske vækst og til hjælp for Storbritannien, når overgangsperioden efter brexit er forbi.

Pund koster fredag morgen 1,3045 dollar mod 1,3040 dollar torsdag eftermiddag ved 17-tiden.

Euro står fredag morgen i 1,0835 dollar mod 1,0850 dollar torsdag eftermiddag, og dollar koster 109,85 yen mod 109,80 yen torsdag.

/ritzau/FINANS