USA: Mørke skyer over Wall Street sender aktierne i rødt

334275_16_9_large_206.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
02. nov 2016 KL.21:35
Skyerne over Wall Street er ved lukketid onsdag blevet mørkere på en dag, hvor den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har valgt at holde renten i ro og kampen om præsidentposten i USA nærmer sig med hastige skridt.

Det største fald finder vi hos det teknologitunge Nasdaq-indeks, der lukker 0,93 pct. lavere.
S&P 500-indekset falder 0,65 pct., mens Dow Jones er nede med 0,43 pct.

Ved onsdagens åbning faldt de tre indeks mellem 0,1 og 0,3 pct.

Holder renten i ro

Ved det sidste rentemøde inden næste uges valg besluttede den amerikanske centralbank, Federal Reserve, at holde renten i ro på niveauet 0,25-0,5 pct.

”Den pengepolitiske komitee vurderer, at casen for en stigning i renten fortsætter med at styrkes, men har besluttet for nuværende at vente på yderligere bevis på fortsat fremgang,” lød det fra Federal Reserve.

Der kom ingen voldsom reaktion fra markedet oven på Federal Reserves beslutning, da det var fuldkommen som forventet.

Trump haler ind

I stedet vendte investorerne hurtigt opmærksomheden mod det kommende præsidentvalg i USA, hvor der lige nu sker opsigtsvækkende ryk i de to kandidaters popularitet.

Donald Trump haler ind på Hillary Clinton og er nu kun 1,7 procentpoint efter Clinton i de landsdækkende meningsmålinger, hvor hun førte med 7 point for to uger siden.

Det viser tal fra det anerkendte analyseforum RealClearPolitics.com, der analyserer en lang række meningsmålinger fra forskellige stater.

Alibaba i fokus

Selskabsspecifikt var der fokus på Kinas største internethandelsselskab Alibaba, der er børsnoteret i USA. Regnskabet for tredje kvartal bød på en stigning i omsætningen på 55 pct. til 34,3 mia. yuan og slog samtidig analytikernes forventninger.

I onsdagens tidlige handler steg Alibaba-aktien med 0,7 pct. Men et stærkt regnskab var ikke nok for investorerne, der ved lukketid sender aktien ned med 2,6 pct.

Heller ikke hos mediekæmpen Time Warner lykkedes det at få aktiekursen op oven på et regnskab, der slog forventningerne og bød på en opjustering. 

Den ordinære indtjening pr. aktie var på 1,83 dollar og forventningen ifølge Bloomberg var på 1,37 dollar. Investorerne sendte aktien ned med 0,99 pct. 

Efter børsluk kommer forsikringsgiganten AIG med regnskab for tredje kvartal.