Torsdagens aktier: Lundbeck og Pandora skabte drama på grøn dag

376945_16_9_large_672.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
14. feb 2019 KL.17:20
Hen på eftermiddagen kom der pludselig fart over feltet af danske selskabsspecifikke nyheder, da Lundbeck og Pandora stort set samtidig meldte om henholdsvis fejlslagent forsøg og udpegning af ny topchef. Og for Lundbeck blev der tale om en negativ modtagelse i markedet, der sendte aktien mod bunden af C25-indekset.

Men det hindrede ikke det samlede eliteindeks i at slutte dagen med en stigning til 1083,61 eller 0,7 pct. højere end onsdagens lukkeniveau. Ikke mindst takket været de to tunge Mærsk-aktier, der tog toppen af indekset.

Dermed formåede det danske indeks også at vige uden om en generelt negativ aktiestemning, der hen over eftermiddagen spredte sig fra USA i forlængelse af offentliggørelsen af tre skuffende amerikanske nøgletal, og som til sammenligning kostede det eksportprægede tyske DAX-indeks et minus på 0,4 pct. ved danske lukketid.

- Men Danmark ligger jo sådan lidt i sin egen osteklokke. Der er ikke så mange aktier, der er påvirket af det, siger senioraktiehandler i Sydbank Christian Thatje med henvisning til de nedslående amerikanske nøgletal.

Lundbeck nåede ikke målt 

Lundbeck faldt 1,5 pct. til 283 kr. efter meddelelse om, at selskabet sammen med sin japanske partner Otsuka Pharmaceutical har ikke har opnået det forventede primære effektmål i to kliniske fase 3-forsøg med midlet Brexpiprazol. De skulle evaluere effekten og tolerabiliteten af Brexpiprazol til behandling af maniske episoder forbundet med bipolar lidelse. Sammen med Otsuka Pharmaceutical vil Lundbeck nu foretage en grundig analyse af studierne for at fastslå, hvad næste skridt skal være, oplyser selskabet.

Allerede før den ærgerlige nyhed havde Sydbank nedgraderet sin anbefaling af Lundbeck til "sælg" fra "hold" med afsæt i usikkerhed om medicinalkoncernens strategi.

For Pandora blev det til en rutsjetur fra næsten 343 kr. i toppen til 327 kr. i bunden, inden aktien kunne lukke med et plus på 0,7 pct. til 336,60 kr. efter meddelelsen om, at smykkeselskabet nu har ansat Alexander Lacik som ny topchef med tiltrædelse "hurtigst muligt". Alexander Lacik kommer fra en stilling som administrerende direktør hos Britax, der blandt andet producerer og sælger autostole til børn, og netop den baggrund kan måske være baggrunden for aktiemarkedets noget svingende modtagelse af nyheden.

- Man kan forstille sig, at det, at han ikke kommer fra "luxury-branchen", gør, at man lige er lidt skeptisk. Man har jo ikke så meget kendskab til ham, påpeger Christian Thatje.

- Og så er der også spørgsmålet, hvornår han kan starte, for de trænger til en ny mand hurtigst muligt, fortsætter aktiehandleren.

Positive Mærsk-tal 

I toppen af C25 lukkede Mærsks B-aktie med et plus på 3,6 pct. til 8952 kr. Og ifølge Christian Thatje er der ingen tvivl om, at stigningen skal ses i forbindelse med morgentimernes positivt overraskende nøgletal for den kinesiske handelsbalance for januar, der viste en eksportstigning på 9,1 pct. og et importfald på 1,5 pct. - begge tal regnet i dollar.

Hos Bloomberg var forventningerne et eksportfald på 3,3 pct. og et fald i importen på 1,9 pct. Yderligere var der i onsdagens amerikanske aktiehandel positive impulser i forhold til forlængelse af våbenhvilen i handelskrigen mellem USA og Kina.

Helt i bunden af C25 lukkede Simcorp med et fald på 2,7 pct. til 533,50 kr. som reaktion på, at Danske Bank sænkede sin anbefaling af softwareaktien til "hold" fra "sælg", selv om kursmålet er løftet til 585 kr. fra 550 kr.

Blandt torsdagens øvrige selskabsspecifikke nyheder var de nyeste tal for de danske hørereapparatproducenters markedsandel i den offentlige amerikanske salgskanal, Veterans Affairs (VA), der tilpasser høreapparater til militærveteraner.

Tallene viste en fremgang til GN Hearing til 25,1 pct. fra 23,1 pct., mens William Demants andel faldt til 18,2 pct. fra 18,3 pct.

Trods fremgangen faldt GN-aktien torsdag 1,2 pct. til 302 kr., mens WDH-aktien blot tabte 0,5 pct. til 221,40 kr.

Med til at trække opmærksomhed til de to høreapparataktier var også, at EU-Kommissionen nu har givet sin endelige godkendelse af fusionen mellem to konkurrenter til de danske børsnoterede selskaber, det privatejede Widex og kapitalfondsejede Sivantos.

/ritzau/FINANS