To nye sites vil matche boligkøbere og sælgere udenom ejendomsmæglerne

392461_16_9_large_23.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
07. dec 2019 KL.21:00

Skuffesalg af boligen vinder frem, og to nye sites vil gøre det lettere for købere og sælgere at finde hinanden, uden at de behøver skilte med det på villavejen. Ejendomsmæglere giver de to sites en blandet modtagelse

Vil du gerne sælge din bolig, men orker ikke, at hele nabolaget ved det – eller vil du bare gerne slippe for at punge ud til en ejendomsmægler, så kan det være, at et af to nye selvsalgssites er noget for dig.

De to, Adoor.net og Skuffesalg.dk, slår sig nemlig begge op på, at man kan slippe for dyre mæglersalærer og i øvrigt sælge sin bolig diskret og uden at registrere liggetid, som købere ellers traditionelt set kan bruge til at presse prisen. Altså som såkaldt skuffesalg.

Ifølge tal fra Boligsiden vinder skuffesalg frem. Andelen af huse, der bliver solgt uden at blive slået op på nettet eller i aviser, er ifølge tallene mere end fordoblet de seneste fire år. Hele 11 pct. af alle foreløbige hushandler i 2019 er blevet gennemført som det, man i mæglerbranchen kalder ”skuffesalg,” mens det i 2015 blot var tilfældet for godt fem pct.

Plads til forbedring

En af dem, der kan se en fidus i at gå anderledes til værks på boligmarkedet, er Kristian Møller Petersen, der bor til leje i et rækkehus i København med sin familie.

Han havde på helt traditionel vis fundet et hus, han gerne ville købe, gennem en mægler, men i sidste øjeblik sprang sælgeren fra, og det fik ham til at tænke i andre baner.

”Vi ledte efter noget i Valby Have, så jeg ringede til forskellige ejendomsmæglere og spurgte, om man kunne blive skrevet op til et rækkehus der. Men jeg fik ”nej” og begrundelsen, at de allerede havde nogen stående i kø, og så tænkte jeg, at det måtte kunne gøres anderledes,” siger han.

Kristian Møller Petersen leder efter et hus, og Valby Have står øverst på ønskelisten. Foto: Steven Achiam

Han skrev derfor en seddel, hvor der stod, at familien på to voksne og tre børn gerne ville bo i Valby Have, og ”skulle man gå med overvejelser om at sælge sit hus, så kunne man kontakte os og spare hele ejendomsmæglersalæret, og så kunne vi håndtere det.”

Derpå printede han en oversigt ud over, hvad der fandtes af ejerboliger i Valby Have, og så gik han ellers rundt til fods og smed sedlerne ind i de respektive postkasser.

”Ud af de 50 var der fire, der vendte tilbage og skrev, at de havde overvejelserne,” siger han.

Selvom det ikke førte til et salg, bekræftede oplevelsen ham i, at der findes folk derude, som kan være interesseret i at sælge, selvom de ikke har sat deres bolig til salg. Og det er netop det, som sitet Adoor slår sig op på.

På Adoor er alle ejerboliger i Danmark registreret. I alt er det 1,3 mio. boliger, der tæller alt fra huse og rækkehuse til stuehuse til landbrugsejendomme. Sitet har registreret boligerne via de offentligt tilgængelige platforme.

”Ved at ”aktivere” ens bolig på Adoor åbner man op for, at man kan få besked, hvis nogen viser interesse for ens bolig. På den måde kan man sætte sit hjem på markedet uden at sætte et skilt op ved vejen,” forklarer Majbritt Christensen, der står bag det privatejede site.

Gratis for nu

Hun etablerede det for et år siden under parolen, at der er plads til forbedring på boligmarkedet.

”Den viden, ejendomsmæglere ligger inde med, er ikke unik længere, fordi vi alle sammen kan gå ind og tjekke liggetider og priser osv. online,” siger hun.

Indtil videre er det gratis at oprette sig, men på sigt er det planen, at det skal koste 29 kr. om måneden at være aktiv bruger.

”Lige nu er alt gratis, fordi det er vigtigt for os at få mange til at bruge det. Ligesom med andre netværksplatforme, så ligger værdien i, at der er mange at kontakte,” siger hun.

I alt har sitet i dag 700 brugere, og Majbritt Christensen anslår, at man skal betale for at bruge det, når det rammer 5000-10.000 brugere. Målet er at nå op på 40.000 brugere inden udgangen af 2020.
Ifølge Majbritt Christensen er det planen, at både køber og sælger skal betale.

”Køber får værdi, fordi de får adgang til boliger, de ellers ikke ville have adgang til, mens boligejeren får værdi, fordi de kan sælge deres bolig uden nogensinde at have haft den til salg. De sparer penge, og de har ikke haft hele kvarteret til at tale om, ”gad vide, hvorfor de skal flytte,” siger hun og tilføjer:

”Vi er ikke en konkurrent til ejendomsmæglere nu, men det kan være, vi bliver det på et tidspunkt, hvis folk finder ud af, de kan det hele selv.”

Rent juridisk yder sitet ingen beskyttelse, da ”vi ikke er en del af transaktionen, men alene udveksler kontaktoplysninger.”

Adoor har endnu ingen kunder, der er endt med at handle en bolig, som de har fundet igennem sitet.

Indirekte konkurrent

Et andet site, der slår sig op på samme diskretion for både købere og sælgere, er Skuffesalg.dk. Det er ejet af portalen Bolighed, der i forvejen har en køberdatabase.

Bolighed er ejet af Nykredit, Arbejdernes Landsbank, Sydbank og Spar Nord, og portalen købte for et år siden Skuffesalg.dk, som blev lanceret for et par uger siden.

”Vi har skabt en peer-to-peer platform, hvor man som boligsælger kan sælge direkte til køberne i Boligheds database. På den måde kan sælgerne gå helt uden om mæglerne og spare pengene på salær og markedsføring,” siger Christian Jaspers, der er adm. direktør i Bolighed.

Han ser sitet som en indirekte konkurrent til ejendomsmæglerne, da de som udgangspunkt henvender sig mest til de sælgere, der ikke har travlt. Har man meget travlt, skal man ifølge Christian Jaspers ”nok overveje en ejendomsmægler.”

Det koster 999 kr. at oprette sig på sitet, hvilket er en engangsbetaling. Derudover kan man købe sig til juridisk bistand, som Bolighed har in-house. Ifølge Christian Jaspers koster den juridiske bistand omkring 15.000 kr. inkl. moms for berigtigelse og salgsdokumenter. Sitet er medlem af Dansk Ejendomsmæglerforening.

”Man er beskyttet på samme måde, som hvis man bruger en ejendomsmægler (hvis man tilkøber den juridiske bistand, red.). Men vi kan holde omkostningerne langt lavere end ejendomsmæglere, fordi vi har automatiseret måden, køber og sælger bliver matchet på,” siger han og tilføjer:

”Derudover kan man da også spørge, om der generelt bliver tjent for mange penge i branchen. Nu har vi designet et produkt, som laver 90 pct. af arbejdet. Vi kan skalere det op, uden at det kommer til at smitte af på omkostningerne, og på den måde udfordrer vi en meget gammeldags måde at gøre tingene på,” siger han.

Christian Jaspers ønsker ikke at sige, hvor stor en markedsandel, Skuffesalg.dk har endnu. Sitet henvender sig til boligejere med andels- og ejerlejlighed og hus.

Eksisteret længe

Hos landets største ejendomsmæglerkæde EDC fortæller kommunikationschef Jan Nordmann, at man hos EDC ikke ser de to nye sites som konkurrenter.

”Selvsalg har eksisteret i mange år, uden at det har gjort ejendomsmæglere arbejdsløse. De to sites matcher købere og sælgere, men det er den mindste del af en ejendomsmæglers arbejde. Det egentlige arbejde ligger i at vurdere ejendommen, markedsføre og fremvise den, følge op på købere og have styr på alle handlens dokumenter, ligesom mægleren er forsikret, hvis noget alligevel går galt,” siger han.

Han ser heller ikke de to sites som konkurrenter til Robinhus, der er en del af EDC. Hos Robinhus koster en ejendomsmægler og net-annoncering m.m. 35.000 kr., og her er konceptet, at sælgeren selv står for fremvisninger, mens mægleren klarer resten.

Ejendomsmægler i Home Lone Bøegh Henriksen hilser konkurrencen velkommen, men er også skeptisk.
”Hvis du selv sætter din ejendom 100.000 kr. for billigt, er det jo ikke en besparelse, men ender som et tab for dig,” siger hun.

Hendes erfaring er desuden, at mange boligejere ikke ønsker at have den direkte kontakt med interesserede købere ved selv at vise frem og blive kontaktet.

”Mange har ikke lyst til at tage dialogen med køberne om prisen og høre købernes – ind i mellem negative - kommentarer til deres bolig. De har alt for mange følelser med i det. Det har mægleren ikke, og han eller hun er vant til at forhandle.”

Johan Nairn, ejendomsmægler i Nybolig i Aarhus, er ikke i tvivl om, hvorvidt han ser de nye selvsalgskanaler som konkurrenter.

”Det gør jeg, ja, men nogle meget små nogle af slagsen. Der har altid været selvsælgere, der gerne vil spare lidt, og de har det bedst i opgangstider, hvor efterspørgslen er høj, og udbuddet lavt,” siger han.

Ejendomsmægler Johan Nairn anser de nye sites som konkurrenter, men nogle "små nogle af slagsen." Arkivfoto: Hans Christian Jacobsen

Han tror på, at langt de fleste boligkøbere vil søge hen på de store platforme, såsom Boligsiden og kædemæglernes hjemmesider.

Skulle der som konsekvens af de nye selvsalgssites være flere, der henvender sig hos en mægler for at få en uforpligtende vurdering for blot derefter at sælge selv, mener han, man må finde en løsning.

”Hvis selvsalg vokser, er det oplagt, at branchen vil indføre en passus om, at vurderinger, der foretages af en ejendomsmægler, hvor der efterfølgende forsøges selvsalg, udløser et honorar. Mæglerbranchen har en historik som en af meget få brancher, hvor man kører med solgt ellers gratis og laver vurderinger uden at tage betaling for det. Men det er klart, at der er grænser for, hvor meget gratis arbejde branchen vil udføre.”

Konkurrencepræget marked

Ole Hækkerup, adm. direktør i brancheorganisationen Dansk Ejendomsmæglerforening, ønsker ikke at forholde sig til, hvorvidt man som forbruger bør eller ikke bør bruge et selvsalgssite.

”Er man medlem hos os og overholder vores regler, så blander vi os faktisk ikke i, hvilke koncepter aktørerne finder på i et meget konkurrencepræget marked,” siger han.

Som forbruger bør man ifølge ham dog altid søge rådgivning, da ”handler med fast ejendom for de fleste af os er noget, der kun sker et par gange i livet, og derfor er det godt at få rådgivning uanset hvad.”

Kristian Møller Petersen har nu oprettet sig på Adoor og skrevet det samme, som han skrev på det stykke papir, han uddelte i postkasserne i Valby Have. Det har endnu ikke ledt til en ny bolig for familien, men han er optimistisk.

”Det er en ny portal, og derfor er der nok heller ikke 50 registrerede brugere fra Valby endnu. Men jeg håber, at Adoor kan nå nogle flere personer, som sidder med et hus eller en lejlighed, end jeg selv kan. Arbejdet med selv at undersøge resten af Valby for den størrelse lejlighed eller rækkehus, vi søger, ville være uoverskueligt.”