Tidligere Mærsk-folk går i luften med ny kryptovaluta: "Det er et stort bjerg at kravle hen over"

362744_16_9_large_138.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
15. maj 2018 KL.10:24

En ny dansk kryptovaluta har set dagens lys. 

Mandag eftermiddag udstedte Blockshipping dets egen digitale møntfod under navnet Container Crypto Currency (CCC) i håb om at rejse 150 mio. kr. i risikovillig kapital. Crowdfunding-kampagnen kører i en måned og lukker 14. juni.

Virksomheden, der blev startet sidste år af en gruppe tidligere Mærsk-folk, har udviklet en platform, der via den hypede blockchain-teknologi vil samle alle verdens containere i et centraliseret register. 

Målet er at reducere mængden af tomme transporterede containere, der hvert år koster shippingindustrien milliarder af kroner. 

"Nu er butikken åben, og det er et stort bjerg at kravle hen over. Vi har oplevet stor interesse fra hele verden, og der er kommet bud fra potentielle kunder og folk i kryptoverden. Derudover er vi af forskellige hjemmesider blevet vurderet til at være en af de bedste ICO's baseret på vores forretningsmodel," siger Peter Ludvigsen, stifter og adm. direktør i Blockshipping. 

"Det er allerede startet fornuftigt, og der var omkring 300 på ventelisten, før vi åbnede for salget. Nu er der begyndt at komme betalinger ind fra mange forskellige lande," fortsætter Peter Ludvigsen. 

Hvor meget har I solgt for indtil videre?

"Det ved vi ikke. Jeg har lige været oppe og spørge vores folk, men de har virkelig travlt, og pengene tikker ind på forskellige tidspunkter alt afhængigt af, om man betaler med dankort, Mastercard, bitcoins eller via bankoverførsler."

Forsinket en måned 

Blockshippings ICO skulle planmæssigt være åbnet allerede i sidste måned. Forsinkelsen skyldes ifølge ledelsen en overvældende interesse, og at man skulle have alle de tekniske aspekter og juridiske forhold på plads. 

Bl.a. derfor har selskabet fra start allieret sig med fintech-rådgiveren Norfico, ligesom Kammeradvokaten har bistået med juridisk assistance. 

De såkaldte ICO's har været under voldsom beskydning det seneste år, fordi de typisk ikke er underlagt traditionel finansiel regulering. Derudover har der været flere eksempler på svindel. 

Hvordan forholder I jer til kritikken af ICO's?

"Det gør vi på den måde, at vi eksekverer denne ICO ud af Danmark, som er et af verdens mindst korrupte lande, og at vi har samarbejdet med Kammeradvokaten, som har valideret vores case. Vi har været utroligt omhyggelige med at være compliant."

"Der er f.eks. kommet nogle nye guidelines om ICO'er i USA. Derfor har vi valgt ikke at kunne tage amerikanske investorer med om bord for at minimere risiciene ved udstedelsen. Vi har været meget forsigtige, så vi ikke risikerer at løbe ind i juridiske problemstillinger," forklarer Peter Ludvigsen.