Tallene taler for sig selv: Virksomheder har medvind

271134_16_9_large_714.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
22. nov 2013 KL.10:23

null

Lavere vækst i Kina, svag økonomi i Europa og en ny omgang finanspolitisk fnidder i USA. Udsigterne er måske dystre, men virksomheder og aktiemarkeder vil klare sig stærkt alligevel ifølge ny analyse.

Sammen med efteråret går endnu en sæson for regnskaber på hæld. Selvom nøgletallene for økonomien har været mudrede, ser resultaterne i de store amerikanske og europæiske virksomheder, ganske fornuftige ud .

Medvinden skyldes, at den globale økonomi vokser. Ikke meget, men nok til at det afspejler sig i de store virksomheder, som operer på den internationale scene. Det skriver Nykredit Markets i en ny analyse.

Godt polstret

Vi tager vores side af Atlanten først.

"De store europæiske virksomheder er generelt godt polstret i forhold til at klare usikre tider, og når vi undersøger virksomhedernes underliggende salg og indtjening i tredje kvartal 2013, er resultatet langt mindre nedslående end det umiddelbart ser ud til," konstaterer Michael Drøscher Jørgensen, der er chefanalytiker i Nykredit Markets.

I de 2500 største børsnoterede virksomheder i Vesteuropa lander salgsvæksten i tredje kvartal på minus 1,1 pct. sammenlignet med samme kvartal sidste år. Indtjeningsvæksten lander på minus 8,1 pct.

Samme lettere negative mønster viser sig i det brede europæiske DJ Stoxx 600 indeks.

Men tilbagegangen skyldes især usædvanligt store valutaudsving, forklarer Michael Drøscher Jørgensen.

"Den kraftigt styrkede euro har ramt de europæiske virksomheders relative konkurrenceevne versus blandt andet de amerikanske og japanske virksomheder. Samtidig har nogle af de helt tunge aktører været ramt af store negative engangseffekter," siger han.

Bedre salg end ventet

På den modsatte side af Atlanten er den amerikanske regnskabssæson for de store virksomheder i S&P500-indekset også stort set overstået. Ganske godt, ser det ud til.

Her lander salgsvæksten i tredje kvartal på 2,8 pct. i forhold til samme kvartal sidste år, og omkring 65 pct. af virksomhederne har rapporteret salg, der var bedre end ventet. Indtjeningsvæksten er 4,4 pct.

Ser man på de mindre børsnoterede amerikanske virksomheder i Russell 2000-indekset har regnskabssæsonen været endnu bedre. Her er salget vokset med 4,8 pct. og indtjeningen med 14,1 pct.

"Det er et vigtigt positivt signal, at de mindre amerikanske virksomheder samlet set har haft en godt regnskabssæson," siger Michael Drøscher Jørgensen.

Tegner lyst

Fremgangen stopper ikke her, hvis man skal tro på analytikernes estimater, og det tegner lyst for de kommende kvartaler.

Konsensus blandt analytikerne er, at indtjeningen i de store amerikanske virksomheder i 2014 vil vokse 10 pct. og 11 pct. i 2015.

"Hvis vores hovedscenarie om fornuftig global real vækst i niveauet mellem 3 og 3,5 pct. udspiller sig, er disse estimater ikke urealistiske. Stigende indtjening hos virksomhederne vil være den primære drivkraft i aktiekursudviklingen i det kommende år," lyder det fra Michael Drøscher Jørgensen.

De store europæiske virksomheder holder sig ikke tilbage. Her ventes indtjeningsvæksten i 2014 at være på 14 pct. og 12 pct. i 2015.

"De europæiske virksomheder vil opleve en ganske kraftig positiv operationel gearing i den kommende tid, da den økonomiske vækst efter vores vurdering vender fra negativt territorium til positivt territorium. Derfor den kraftige indtjeningsvækst i de kommende år," siger Michael Drøscher Jørgensen

Se mod transportgiganter

For at få tegn på, hvordan det går den globale økonomi, foreslår Michael Drøscher Jørgensen, at man kigger mod virksomhederne i transportsektoren.

Indekset over verdenshandlen på globalt plan indikerer fortsat rekordhøje transportmængder – vækstmomentum er dog ikke prangende, hvilket også er nogenlunde i tråd med det, de enkelte virksomheder i sektoren melder om i forbindelse med deres kvartalsregnskaber.

"Konklusionen fra transportsektoren er, at verdenshandlen fortsat er i fremgang trods den makroøkonomiske uro, herunder vækstafmatning i Kina, de finanspolitiske udfordringer i USA, samt den europæiske gældskrise. Vi ser dog fortsat virksomhederne i sektoren komme med forsigtige vurderinger," siger chefanalytikeren.

Den danske transportvirksomhed DSV opnåede i tredje kvartal en salgsvækst på 0,3 pct. Volumen inden for lufttransport faldt 1 pct., mens søfragt steg 5 pct. og vejtransport steg 4 pct.

Transportgiganten Kuehne & Nagel melder om volumenfremgang indenfor to af de tre fragtkategorier. Inden for søtransport steg volumenerne 2,3 pct. og inden for lufttransport steg volumenerne 3,3 pct., mens omsætningen inden for landtransport faldt 3 pct.

Ser man på regnskabet fra A.P. Møller-Mærsks containerrederi Maersk Line er meldingen, at der er fornuftig vækst i de transporterede mængder. Den samlede volumen steg med 10,6 pct.