Svensk aktie på himmelflugt - steget 1209 pct i år

null

389525_16_9_large_412.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
16. okt 2019 KL.14:56
Det har været et guldrandet 2019 for investorerne i den lille svenske aktie, Hoodin, der i år er banket i vejret med vilde 1209 pct.

Aktien, der handles på den svenske minibørs, Spotlight, er alene den seneste måned steget med 372 pct., og det er selvom prisen for en aktie er faldet med 10,7 pct. den seneste uge, som her og nu lyder på 9,82 svenske kr.

Hoodin, der blev børsnoteret i november sidste år, har adresse i Malmø, hvor virksomheden startede op i 2013. Forretningskonceptet bygger på en platform, som hjælper virksomheder med at automatisere, overvåge og styre digitalt indhold, så de ikke behøver at bruge ressourcer på ansatte, som typisk varetager denne type opgaver. Indtjeningen kommer i form af installations- og månedlige licensgebyrer.

Direktør, Marcus Emne, besidder selv en ejerandel på 18,8 pct. i virksomheden, der har en markedsværdi på blot 92,2 mio. svenske kr.

Under radaren

På trods af det voldsomme kursridt er aktien gået under radaren hos mange investorer og analytikere herhjemme:

"Det er godt nok en vild stigning, men jeg må indrømme, at jeg ikke kender til aktien," lød svaret fra Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen, da Børsen forsøgte at finde en aktiekyndig med viden om Hoodin-casen.

Per Hansens kollega, Frida Bratt, der er ansat som investeringsøkonom i Nordnets svenske afdeling, fortæller, at Hoodin heller ikke i de svenske finansmedier har fået synderlig med opmærksomhed – billedet er dog et andet blandt nabolandets private investorer:

"Omtalen af aktien i de finansielle medier har været begrænset, men på aktiefora er den en populær genstand for debat – der er mange, som er sikre på fortsat succes for Hoodin, men også andre der mener, at der nu vil ske en større korrektion i prisen efter den længere tids stigning, og at man derfor her og nu bør afvente med køb,” fortæller Frida Bratt.
Frida Bratt ser ofte, at de mindre svenske aktier kan tage store kurshop – Hoodin stikker dog ud:

”At de helt små virksomheder, hvor prisstigninger på få kroner betyder procentuelle stigninger på flere hundrede procent, tager de her ryk er ikke usædvanligt. Det er dog alligevel overraskende, når de stiger så meget som i Hoodins’ tilfælde,” lyder det fra den svenske investeringsøkonom.

Profiterer af nye EU-regler

Ifølge Frida Bratt har det specielt været håbefulde forventninger, til at virksomheden vil kunne være i stand til at erhverve kunder, når nye EU-regler indføres, som kræver, at virksomheder som sælger medtech-produkter inden for EU, skal overvåge eksterne oplysninger om deres produkter:

”Det er her Hoodin ser ud til at have fundet sin niche, hvor de også har fået lanceret et samarbejde med bl.a. danske Qmed Consulting, som har fået kursen til at stige kraftigt ligesom andre nyheder fra Hoodin er blevet fortolket positivt. Den store prisstigning afspejler dog primært forhåbninger om, at de fremadrettet kan tiltrække opmærksomheden hos flere større ikke-europæiske lægemiddelsfirmaer, som gerne vil ind på det europæiske marked, og derfor hurtigt skal opfylde de nye krav,” forklarer Frida Bratt

Højrisiko-aktie

Hvis det imponerende kursridt lokker danske investorer til at forsøge at hoppe med på vognen i håbet om, at aktien kan fortsætte sin fremmarch, så skal man, ifølge Frida Bratt, dog være opmærksom på den høje risiko, det vil indebære:

”Det er stadigvæk et lille firma på Spotlight, og risikoen er meget høj. Som investor skal du altid have det for øje. Den her type af små selskaber er vanskelige at vurdere, og der er et stort element af uforudsigelighed i den type investering. F.eks. vil positive nyheder fra konkurrenter inden for den samme niche hurtigt kunne have en negativ indflydelse på aktiekursen,” afslutter hun.

Aktien falder aktuelt med 1,6 pct.