Råvarer: Olieprisen svinger tilbage til niveauet før Opec-rapport

341707_16_9_large_797.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
15. mar 2017 KL. 6:38

Markante sving i priserne har præget handlen med de mest omsatte råvarer onsdag morgen.

På oliemarkedet er priserne vendt tilbage til udgangspunktet fra før tirsdagens store drop til det laveste niveau i tre måneder i kølvandet af en Opec-rapport, der viste en overraskende stigning i de globale råolielagre samt en ligeså overraskende stigning i den saudiarabiske produktion.

Men tirsdag aftens lagerrapport fra American Petroleum Institute viste den stik modsatte udvikling i USA, idet faldende lagre stod i diametral modsætning til analytikernes forventede lageropbygning.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster onsdag morgen 51,60 dollar mod 50,50 dollar tirsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 48,50 dollar mod 47,40 dollar tirsdag eftermiddag.

På guldmarkedet er investorerne afventende over for den amerikanske centralbanks afslutning på rentemødet onsdag. En renteforhøjelse på 0,25 pct.point synes så godt som sikker, og interessen samler sig om den ventede fremtidige udvikling, som Federal Open Market Committee offentliggør efter mødet.

Onsdag morgen koster en ounce guld 1202 dollar mod 1205 dollar per ounce tirsdag eftermiddag.

På markedet for industrimetaller koster et ton kobber onsdag morgen 5825 dollar mod 5834 dollar mandag eftermiddag.

/ritzau/FINANS