Råvarer: Oliepris konsoliderer sig efter stigninger

337756_16_9_large_35.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
06. jan 2017 KL. 6:53

Oliepriserne ligger fredag morgen tæt på niveauet ved dansk børslukketid torsdag, efter at priserne torsdag blandt andet var sendt i svingninger af amerikanske lagertal og meldinger om, at Saudi-Arabien vil efterleve de produktionsnedskæringer, der er vedtaget hos sammenslutningen af olieeksporterende lande, Opec.

"Vi har et positivt efterspørgselsscenario, så fokus vil fortsat være på udbuddet, særligt på Opec-udbuddet. For den amerikanske referenceolie bliver 55 dollar en svær barriere at bryde som følge af potentialet for udbudstiltag over det niveau," siger Michael McCarthy, chefmarkedsstrateg hos CMC Markets i Sydney til Bloomberg News.

Fredag morgen handles futuren på den amerikanske WTI-olie til en pris på 53,71 dollar per tønde, efter at den ved dansk børslukketid torsdag havde ligget i 53,57 dollar. Brent-olien koster endvidere 56,83 dollar, hvilket er næsten uændret, efter at prisen over de foregående to dage er steget fra niveauet 55,47 dollar.

Oliepriserne steg onsdag efter skriverier om, at Saudi-Arabien og andre Opec-lande vil overholde de produktionsnedskæringer, som er vedtaget i Opec-regi. Det sagde en person med kendskab til saudiernes politik ifølge Bloomberg News.

Torsdag var der også opmærksomhed om tal for de amerikanske råolielagre, som viste sig at være faldet med 7,1 mio. tønder i den forgangne uge. Det var et klart større fald end det, økonomerne havde ventet, da de ifølge Bloomberg News havde regnet med et fald på blot 1,7 mio. tønder.

På guldmarkedet ligger priserne fredag morgen lidt lavere, efter at prisen på det sorte guld torsdag rundede det højeste niveau i fire uger. Fredag morgen koster en ounce guld 1176,77 dollar mod 1180,12 dollar torsdag eftermiddag. Torsdag steg prisen 1,4 pct. hvilket var den syvende stigning over de seneste otte handelsdage.

På kobbermarkedet koster et ton kobber fredag morgen 5572,5 dollar, hvilket er 0,1 pct. lavere end torsdag.

/ritzau/FINANS