Råvarer: Lavere oliepris - svag USA-vækst og uenighed om OPEC-møde

383203_16_9_large_100.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
18. jun 2019 KL. 6:54
Olieprisen ligger lidt lavere tirsdag morgen. Det er fortsat uenighed om en dato for det næste møde mellem OPEC og dets allierede, hvor man skal diskutere en fortsættelse af nedskæringerne af produktionen samt svage udsigter for den amerikanske - og dermed faldende efterspørgsel - der presser olieprisen.

Futures på en tønde af den amerikanske referenceolie, WTI, koster tirsdag morgen 51,87 dollar mod 52,35 mandag eftermiddag kl. 17. Den europæiske pendant koster 60,90 dollar mod 61,82 dollar.

Efter samtaler mellem Rusland og Iran har de to lande meddelt, at de er villige til et møde i juli, hvilket er en uge senere end de forslag, som de øvrige medlemmer af gruppen har foreslået.

Skuffende amerikanske nøgletal mandag pustede til frygten for svaghed i den amerikanske økonomi.

Erhvervstilliden i New York-regionen, målt ved Empire State Manufacturing-indekset, faldt i juni til minus 8,6 fra plus 17,8 måneden før. Dermed udviklede tillidsindekset sig meget svagere end forudset, da der ifølge Bloomberg News var ventet et positivt indeks på 11,0 blandt økonomerne. Samtidig var der tale om det største fald i indeksets historie.

"Der er ingen tvivl om, at de økonomiske data i USA svækkes, men det ser alligevel ikke ud til at alarmere markedet, der allerede har indregnet det," sagde Tom di Galoma, direktør i Seaport Global Securities, til Reuters.

Samtidig faldt NAHB-husindekset for juni uventet. Det var første gang i år med fald.

På markedet for industrimetaller koster et ton kobber 5844,50 dollar, mens den mandag eftermiddag kostede 5855,00. Prisen på guld er steget en smule - 0,2 pct. - til 1341,89 dollar per troy ounce.

/ritzau/FINANS