Pandora i kæmpe kursspring efter ny anbefaling fra Carnegie

389915_16_9_large_742.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
23. okt 2019 KL. 9:10
Opdateret kl. 9.37 - Pandoras aktie stiger med over 10 pct. onsdag morgen. 

Ifølge Bloomberg News har Carnegie løftet sin anbefaling af aktien til hold fra sælg. Derudover har investeringsbanken hævet sit kursmål for aktien til 275 kr. fra 225 kr.

Selvom det nye kursmål ligger under den aktuelle pris på en Pandora-aktie, der med dagens stigning koster omkring 320 kr., får skulderklappet alligevel investorerne til at reagere.

"Der er ikke noget selskabsspecifikt i det. Det eneste der er sket, er, at Carnegie har været ude og ændre sin anbefaling fra "sælg" til "hold". Det må være det, som går ind og påvirker aktiekursen her til morgen," siger Per Fogh, der er aktieanalytiker hos Sydbank.

Ændringen kommer ifølge Ritzau Finans, som er i besiddelse af et analysenotat fra Carnegie, efter en undersøgelse af Pandoras butikker, der peger på, at restruktureringsprogrammet og relanceringen af brandet giver smykkeselskabet et bedre momentum.

"Selv om vi vurderer, at det er for tidligt at gå all in, antyder tilbagemeldingerne, at de nylige produktinitiativer og implementeringen af Programme Now har ført til et bedre momentum på de fleste markeder, der er blevet undersøgt, hvilket retfærdiggør en "vent og se"-strategi, mens turnaround-programmet bliver implementeret," skriver Carnegie i sit notat.

Faldende momentum i USA og Kina

Analysenotatet afslører ifølge Ritzau Finans også, at undersøgelsen også viser et faldende momentum på Pandoras to største markeder, USA og Kina.

Det er langt fra første gang, Carnegie sætter blus under Pandoras aktie, selvom selskabet ikke selv rapporterer nyt før regnskabsdagen 5. november, når smykkeselskabet løfter sløret for tallene efter årets første ni måneder. 

"Carnegie understreger endnu engang, at de kan få aktien og investorerne til at danse efter deres anbefalingspibe," skriver investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen i en kommentar til aktiehoppet.

Ud af i alt 21 analytiker-anbefalinger ligger de 11 på hold, fire af dem siger køb, mens fem siger sælg.

Carnegies analytiker Lars Topholm skiftede i februar sin hold-anbefaling ud med en salgsanbefaling og skar sit kursmål fra 360 kr. til 325 kr. I april sænkede han det yderligere til kun 200 kr.

Aktien er i 2019 steget 22 pct. efter et hårdt 2018, hvor aktien faldt over 30 pct.






Aktie: Pandora