Novozymes-regnskab viste bedre indtjening end ventet: Det udløser løftede kursmål i seks finanshuse

394933_16_9_large_980.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
27. jan 2020 KL.14:49

Gennem det meste af 2019 befandt enzymvirksomheden Novozymes sig i modvind , men i sidste uge vendte vejrhanen, og selskabet fik igen lidt medvind på børsen. 

Novozymes fremlagde nemlig sit regnskab for fjerde kvartal. Et regnskab, der i markedets optik var så godt, at det blev belønnet med kursstigninger på mere end 6 pct., så selskabet lukkede i kurs 351,40 kr. torsdag. 

Den positive overraskelse var især selskabets lønsomhed, der landede markant bedre, end analytikerne havde ventet på forhånd. Siden har det fået flere af de største investeringsbanker på andre tanker og udløst en strøm af hævede kursmål. 

Her er de seks finanshuse, som har skruet på kursmålet: 

- Jefferies løfter sit kursmål fra 285 kr. aktien til i stedet 325 kr., men fastholder sin hold-anbefaling.  

- DNB hæver sit kursmål til 300 kr. fra 250 kr. og fastholder anbefalingen "sælg". 

- Handelsbanken løftede sit kursmål med 5,7 pct. til 275 kr. fra tidligere 260 kr., men gentog i samme ombæring sin sælg-anbefaling. 

- J.P Morgan ændrer sit kursmål til 315 kr. fra 275 kr. 

- SEB hæver sit kursmål til 360 kr. mod tidligere 315 kr. og fastholder anbefalingen "hold". 

- Goldman Sachs løfter sit kursmål til 360 kr. fra 315 kr. og fastholder sin hold-anbefaling.  

Bedre ebit-margin 

Det var især Novozymes' ebitmargin, altså lønsomheden, som landede markant bedre end ventet. Blandt analytikerne lød forventningen, at virksomheden blot ville realisere en ebitmargin på 27,2 pct., men den endte i stedet på 29,6 pct. 

Væksten var derimod en lille skuffelse for investorerne. Analytikerne ventede på forhånd en omsætning på 3,77 mia. kr., men Novozymes kunne kun indfri en omsætning på 3,73 mia. kr., hvilket dog altså blot var et mulehår fra estimatet.  

Novozymes kom ud af fjerde kvartal i 2019 med et overskud på 922 mio. kr. mod 837 mio. kr. i fjerde kvartal 2018.

Regnskabet for fjerde kvartal blev det sidste for topchef Peder Holk, der forlader selskabet i denne uge. Den nye adm. direktør hedder i stedet Ester Baiget.

Udfordringer med væksten 

Trods et fornuftigt regnskab for fjerde kvartal, hovedsageligt baseret på lønsomheden, har Novozymes været i vækstproblemer gennem længere tid. 

I de første ni måneder af 2019 viste den organiske salgsvækst et fald på 2 pct. for hele Novozymes. De primære årsager er, at ætanolforretningen i USA, de globale landbrugsmarkeder samt stivelsesforretningen har haft det svært.

Ud af de 24 analytikere, som har offentliggjort deres anbefaling på Novozymes, har fire anbefalingen "køb", mens otte analytikere har en hold-anbefaling. Hele 12 analytikere har anbefalingen "sælg".  

Mandag lider aktien dog et tab på knap 1 pct. i et indeks med røde tal over hele linjen.