Novo Nordisk handles over 1000 gange i minuttet efter voldsom nedjustering

333962_16_9_large_417.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
28. okt 2016 KL.10:15
Der bliver gennemført mere end 1000 handler i minuttet med Novo Nordisk-aktien efter dagens regnskab, der indeholdt dystre fremtidsudsigter for koncernen i USA.

I løbet af de første 35 minutter er der gennemført omkring 40.000 handler på fondsbørsen, Nasdaq København, og 14 mio. aktier har skiftet hænder. Det viser tal fra Infront.

Omkring hver syvende aktie, eller ca. 15 pct., bliver købt af private investorer via handelsplatformen Nordnet.

Det er i det hele taget nordiske banker og investorer via nordiske banker, der i dag fortsat har tillid til Novo Nordisk med Nordea som den suverænt største køber. Også svenske Enskilda Bank og Danske Bank køber op i Novo Nordisk.

Aktiedarlingen har halveret sit langsigtede vækstmål til en vækst på 5 pct. for driftsoverskuddet. Meldingen tog analytikerne på sengen, da forventningen var, at de dårligste nyheder blev lanceret i forbindelse med halvårsregnskabet i august. Men USA stikker en endnu større kæp i hjulet på medicinalgiganten end forudset.

Ifølge investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen, har investorerne gode grunde til at være "ekstremt skuffede" over Novo Nordisk.

Han stiller sig i en kommentar uforstående overfor, at Novo Nordisk fastholdt sin langsigtede vækstforventning ved seneste regnskab, og at det tog Novo Nordisk så lang tid at informere investorerne om det store prispres i USA, når konkurrenterne var tidligere ude med meldingen.

Novo Nordisk-aktien nåede dagens foreløbige lavpunkt fem minutter inde i handlen med et dyk på over 20 pct. til kurs 227,8. I skrivende stund handles aktien i kurs 239.