Netcompany går på børsen i morgen - Sådan er det gået de seneste noteringer

363879_16_9_large_967.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
06. jun 2018 KL.16:41

Der er højt at flyve og knap så dybt at falde for danske selskaber på introduktionsdagen ved en børsnotering. Det viser en gennemgang af de seneste års større børsnoteringer, som Børsen har foretaget.

Når it-selskabet Netcompany torsdag bliver noteret på Nasdaq, kan investorerne formentlig også se frem til en introduktionsdag, hvor der vil være større kursryk i den ene eller anden retning, lyder vurderingen fra Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen.

"Ideelt set i forhold til værdiansættelsen af Netcompany skulle det være en dag, hvor der ikke sker de helt store ryk, men vi ser oftest ryk i den ene eller anden retning, og mit bedste bud er, at det vil der også komme i morgen, fordi det er it, vi snakker om,” siger Jacob Pedersen.

Forud for torsdagens børsnotering af Netcompany har netop værdiansættelsen af selskabet været særdeles omdiskuteret, hvor der især er sat spørgsmålstegn ved frygten for stigende lønninger samt Netcompanys afhængighed af kunder i det offentlige.

Med et kursinterval på 135-165 kr. på introduktionsdagen vil Netcompany blive værdisat til mellem 6,75 og 8,25 mia. kr.

Timingen er perfekt for børsnotering

Da det skandaleramte selskab OW Bunker gik på Børsen i 2014, kunne investorerne for alvor lade champagnepropper poppe, da handlen med aktier lukkede på introduktionsdagen.

Her kunne investorerne notere sig en stigning på 25 pct. Dette var ligeledes tilfældet, da it-selskabet NNIT året efter kunne se aktien stige med 26 pct. på den første handelsdag.

Om investorerne i Netcompany får en tilsvarende festdag torsdag, vil aktieanalysechefen ikke spå om.

Til gengæld mener han dog ikke, at der kunne være et bedre tidspunkt at børsnotere en it-aktie på.

"Timingen kunne ikke være bedre ift. At sende en it-aktie på børsen. Den psykologi, der er omkring it-aktier i øjeblikket, kunne godt gøre, at der er en del investorer, som vil have fat i aktien," siger Jacob Pedersen.

Aktieanalysechefen henviser til, at det er it-aktierne, der har været med til at trække en stor del af den
fremgang, som USA har oplevet blandt de store amerikanske aktier.

Her henviser han i særlig grad til FAANG-aktierne, som dækker over teknologiaktierne Facebook, Apple, Amazon, Netflix og Google(Alphabet).

"De fem aktier leverede i 2017 omkring en fjerdedel af alt den værditilvækst, der har været på det amerikanske børsmarked igennem hele året," siger Jacob Pedersen og fortsætter:

"It-aktierne har været et rigtig godt bekendtskab i år. Set i det lys, er der en form for eufori omkring it-aktier, og om det betyder, at investorerne kan se frem til en rigtig god dag i morgen, ved jeg dog ikke."

Sådan er det gået danske selskaber på introduktionsdagen


Børsen har lavet en gennemgang af, hvordan det er gået selskaber bag de største børsnoteringer de sidste fem år på åbningsdagen.


Kursændring i pct. / Børsdebutant 

2017:

+ 0,5 pct., Nilfisk Holding                                                     
- 0,5 pct., TCM Group                                                                
 0,0 pct., Orphazyme                                                                

2016:

- 3,3 pct., Nets                                          
 0,0 pct., Scandinavian Tobacco Group (STG)
+ 9,8 pct., Ørsted, tidl. Dong Energy        

2015

- 1,0 pct., Sparekassen Sjælland             
+ 26 pct., NNIT                            

2014
+ 14,2 pct., ISS                                    
+ 25 pct., OW Bunker 

2013
+ 3,5 pct., Matas