Medie: Rygter om købsinteresse for del af G4S sender aktien op

387325_16_9_large_841.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
06. sep 2019 KL.12:26
Opdateret 13.07 Det amerikanske selskab The Brink's Company planlægger at købe G4S' pengehåndteringsvirksomhed for mere end 1 mia. pund, altså over 8,3 mia. kr. 

Det skriver Sky News med reference til anonyme kilder.

G4S-aktien stiger 6 pct. til 16 kr. på børsen i København på rygterne, og på børsen i London stiger den 8,4 pct. til 190 pence.

Det forlyder, det er G4S' såkaldte "Cash Solutions"-ben, som det amerikanske selskab har budt på. Den dansk-britiske sikringskoncern annoncerede allerede i december sidste år, at den ville undersøge mulighederne for at adskille netop det forretningsområde fra resten af koncernen. Planen for udskillelsen blev endeligt godkendt af bestyrelsen, da G4S i august præsenterede sit seneste kvartalsregnskab. 

The Brink's Company er i forvejen i branchen for pengetransporter og -håndtering, og selskabet er noteret på børsen i New York.

Sky News' anonyme kilder fortæller, at Brink's har været i forhandlinger med G4S om en mulig overtagelse, men kilderne fortæller også, at der ligeledes er andre interesserede parter.

Brink's rangerer ifølge Sky News som det største pengehåndteringsselskab i verden.

Tilbage i 2007 var de to selskaber også kædet sammen. Dengang var rollerne dog byttet om, da det dengang var G4S, som blev kædet sammen med et opkøb af den amerikanske virksomhed.