Markedet lukker: Ørsted, og Novo hev op i C25 der dog endte i minus

388232_16_9_large_186.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
23. sep 2019 KL.17:09

Nyheder til Novo Nordisk og Chr. Hansen samt fokus til Ørsted på grund af blandt andet klimatopmødet i New York hev de tre aktier op mandag - men det var lige præcis ikke nok til at holde det danske eliteindeks i plus.

Det danske C25-indeks faldt med 0,1 pct. til 1148,8 - og dermed gik den danske børs samme vej som i Europa, hvor de ledende aktieindeks lå til fald på op til 1,2 pct. ved dansk lukketid.

- Det er skuffende PMI-tal fra eurozonen, der har taget overskrifterne i løbet af formiddagen. At vi herhjemme outperformer i forhold til resten af Europa skyldes stigninger til Novo og Chr. Hansen, siger Ole Kjær Jensen, der er afdelingsdirektør i Sydbank.

Novo steg 0,5 pct. til 360,20 kr. oven på fredagens vigtige godkendelse i USA af selskabets diabetespille, oral Semaglutid, som nu vil blive ført på markedet under navnet Rybelsus.

Medicinalkoncernen gik på weekend med den vigtige godkendelse af Rybelsus, der bliver det første GLP-1-middel i pilleform på markedet i USA, hvor de øvrige GLP-1-midler, herunder Victoza og Ozempic, kommer i injektionsform.

Finanshuset Pareto løftede kursmålet for Novo-aktien til 400 kr. fra 375 kr. Også DNB og Nordea satte kursmålene for Novo en smule op.

ANALYSENYT TIL HANSEN OG DANSKE

Danske Markets løftede anbefalingen af aktien i ingredienskoncernen Chr. Hansen til "køb" fra "sælg", skrev Bloomberg News. Kursmålet er fortsat 685 kr. Aktien steg 1,4 pct. til 578 kr.

Og Ørsted fulgte lige efter med et plus på 1,3 pct. til 630 kr. uden egentlige nyheder, ud over at det søndag kom frem, at den danske pensionssektor frem mod 2030 vil investere 350 mia. kr. i den grønne omstilling, og at klimatopmødet i FN starter i New York mandag.

- Der har været lidt sektorfight de seneste uger - og i dag er det de defensive aktier, der har taget den grønne førertrøje på. Jeg mener ikke, at der er tale om en decideret sektorrotation, for kampen har bølget frem og tilbage, Modsat kan vi se, at Danske Bank og Mærsk ligger i rødt, siger Daniel Fabricius, der er børsmægler i ABG Sundal Collier.

Der var mandag analysenyt om Danske Bank, idet Morgan Stanley skar næsten en fjerdedel af sit kursmål for aktien, så der nu sigtes efter 109 kr. mod tidligere 143 kr. Anbefalingen blev fastholdt på "ligevægt" ifølge de seneste data fra Bloomberg News.

Også Handelsbanken, der har en salgsanbefaling af Danske Bank-aktien, satte kursmålet ned til 92 kr. fra 95 kr.

Danske Bank endte i bunden af C25 med et fald på 2 pct. til 96 kr.

For A.P. Møller-Mærsk betød dagen et fald i aktiekursen på 1,3 pct. til 7730 kr. for B-aktien.

Vestas faldt 1,8 pct. til 541,60 kr., på trods af en græsk ordre på 43 megewatt, der landede mandag eftermiddag.

Amerikanske Citigroup satte i øvrigt sit kursmål for aktien i Sydbank ned til 117 kr. fra 128 kr. Sydbank steg 2 pct. mandag til 118,70 kr. oven på et plus på 11,2 pct. fredag, efter at konkurrenten Jyske Bank varslede negative renter til private kunder med et indlån større end 750.000 kr.

Jyske Bank steg mandag 0,3 pct. til 219,30 kr.

Der var fredag også nyt fra GN, der kunne fortælle, at GN Hearing med øjeblikkelig virkning siger farvel til Jakob Gudbrand, der træder tilbage som topchef af "personlige og familiære grunde". Han erstattes af Gitte Pugholm Aabo.

Mandag steg aktien 0,4 pct. til 281,50 kr.

REJSEKAOS EFTER GIGANTS KOLLAPS

SAS fik sammen med andre selskaber i luftfarts- og rejsebranchen del i opmærksomheden mandag, efter at det store britiske rejseselskab Thomas Cook natten til mandag gik i betalingsstandsning med "omgående virkning."

Alle Thomas Cook-fly er aflyst - og Spies, som er ejet af Cook, rammes også. Ifølge det danske rejsebureaus hjemmeside er nogle af flyvningerne sket med SAS-fly.

SAS faldt 5 pct. til 8,88 kr. mandag.

/ritzau/FINANS