Markedet lukker: Konkurrentfusion løftede FLSmidth i surt marked

384102_16_9_large_743.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
04. jul 2019 KL.17:12

FLSmidth endte som torsdagens vinder i det danske C25-indeks, som samlet endte surt med et fald på 0,5 pct. til 1153,96.

Ingeniørkoncernen blev løftet af nyheden om, at de finske selskaber Metso og Outotec ville slå pjalterne sammen inden for mineaktiviteter.

I den anden ende af indekset trak Demant nedad med 1,7 pct. til 210,30 kr., efter at den aktie ellers endte som en af de mest stigende blandt elitepapirerne onsdag.

En anden af onsdagens vindere, Chr. Hansen Holding, faldt torsdag 2,3 pct. til 640 kr. Retten til et ekstraordinært udbytte på 6,24 kr. fragik torsdag aktien.

Chefhandler i Danske Bank Mads Zink vurderer, at det danske marked har klaret sig så godt de forgående dage, at det torsdag var tid til en lille puster.

- Hvis man kigger på Danmark de seneste par dage, har det outperformet ret pænt. De defensive aktier er steget meget og har trukket Danmark op, siger Mads Zink til Ritzau Finans.

- Nu puster handlerne lidt ud, og de defensive aktier falder lidt igen, og det er derfor, at vi ligger lidt mere negativt end resten af Europa, fortsætter han.

FLS TIL TOPS PÅ KONKURRENTNYT

FLS-aktien lukkede 2,2 pct. højere i 296,50 kr. efter nyheden om sammenlægningen af Metso og Outotecs mineaktiviteter.

Den kombinerede forretning navngives Metso Outotec, og samlet set omsatte forretningen sidste år for 3,9 mia. euro - eller for 4,2 mia. euro, hvis Metsos nylige tilkøb af Mccloskey inkluderes.

Ifølge Mads Zink er det positivt for ingeniørkoncernen, at der nu er udsigt til en konkurrent mindre.

KURSKLØ TIL NNIT

It-selskabet NNIT faldt med 9,8 pct. til 110,20 kr., efter at det kort før lukketid onsdag oplyste, at Pandora sandsynligvis vil opsige sin aftale med selskabet, før den oprindeligt udløber i april 2021.

Aftalen med Pandora gav i 2018 NNIT en omsætning på 190 mio. kr. Bestyrelsen vil nu kigge de langsigtede finansielle mål igennem.

Finansdirektøren i selskabet Carsten Krogsgaard Thomsen oplyste torsdag til Ritzau Finans, at det endnu er for tidligt at spå om effekterne af et tab af aftalen i 2020.

DSV har i øvrigt officielt ansøgt EU-kommissionen om godkendelse af den foreslåede overtagelse af schweiziske Panalpina.

Af EU-kommissionens hjemmeside fremgår det, at ansøgningen er indleveret 3. juli. Deadline for en beslutning er derfor den 7. august, idet kommissionen i sådanne sager har 25 arbejdsdage til at nå en beslutning.

DSV-aktien lukkede 0,4 pct. lavere i 647,60 kr. torsdag.

FLERE ANALYTIKERJUSTERINGER

Der var desuden flere analytikerjusteringer at forholde sig til for investorerne. Danske Bank fik af svenske SEB sænket kursmålet til 125 kr. fra 137 kr. Anbefalingen er uændret "køb", fremgår det af Bloomberg News.

Danske Bank sluttede 0,7 pct. højere i 104,75 kr.

For Coloplast blev anbefalingen sænket til "hold" fra "køb" hos tyske Commerzbank. Men kursmålet blev samtidig hævet til 747 kr. fra 700 kr. Medicoaktien faldt 0,8 pct. til 791,80 kr.

Vestas har fået hævet sit kursmål af Handelsbanken til 510 kr. fra 475 kr. Den negative anbefaling "sælg" står dog stadig ved magt. Vindmølleaktien lukkede 0,4 pct. højere i 594,40 kr. torsdag.

ISS faldt 0,3 pct. til 195,05 kr., efter at Goldman Sachs sænkede kursmålet til 190 kr. fra 200 kr. Banken har stadig anbefalingen "sælg".

Norske DNB har kigget på forsikringsaktierne Tryg og Topdanmark. Kursmålet for førstnævnte er blevet løftet til 210 kr. fra 190 kr., mens Topdanmark har fået sit løftet til 370 kr. fra 350 kr.

Tryg faldt 0,5 pct. til 219,40 kr., mens Topdanmark endte 0,2 pct. lavere i 377,40 kr.

/ritzau/FINANS