Markant færre oplever misbrug af deres dankort

null

390223_16_9_large_178.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
29. okt 2019 KL. 6:28
Der er sket et stort fald i antallet af danskere, der får afluret deres pinkode og misbrugt dankortet.

I første halvdel af 2019 er der sket et fald på 54 pct. i fysiske kortmisbrug - altså i hæveautomater.

Samlet har kriminelle stjålet omkrig 8 mio. kroner i første halvår mod 17,4 mio. kroner i samme periode sidste år. Det viser en opgørelse fra Nets, der står bag Dankortet.

En af årsagerne til faldet er ifølge Nets det kontaktløse dankort, hvor man som udgangspunkt ikke indtaster sin pinkode på køb under 450 kroner.

"Kontaktløst dankort gør, at man ikke kan få afluret sin pinkode, når man står i butikken. Og så er kortet lidt mere værdiløst, end det var i gamle dage, når man havde pinkoden."

"Man giver simpelthen ikke svindlerne mulighed for at få fat i sin pinkode," siger Sune Gabelgård, der er chef for svindelbekæmpelse i Nets.

Han peger også på, at der siden midten af 2017 har været et tæt samarbejde mellem Nets, bankerne og politiet med hensigt om at stoppe lommetyverier.

Samarbejdet har eksempelvis taget form af identifikation og overvågning af de hæveautomater, som de kriminelle forventes at bruge.

For at reducere omfanget af kortmisbrug yderligere opfordrer Sune Gabelgård til, at forbrugerne i endnu større omfang benytter kontaktløst dankort.

"Når man som forbruger bevæger sig rundt ude i den virkelige verden, så er det min klare opfordring, at man altid bruger den kontaktløse funktion i kortet, i de tilfælde man kan undgå at skulle bruge pinkoden."

"Det hæmmer de kriminelles arbejde, ved at de ikke kan stå og aflure pinkoden og efterfølgende foretage et tricktyveri eller stjæle kortet," siger han.

Også misbrug af køb på nettet er faldet. I første halvår 2019 er det reduceret med 35 pct. i forhold til samme periode sidste år.

Det betød, at det i årets første seks måneder lykkedes kriminelle at få et udbytte på 9,8 mio. kroner ved køb på nettet.

Faldet skyldes ifølge Nets, at man ved køb på nettet får tilsendt en kode per sms, hvor man skal bekræfte handlen.

/ritzau/