"Man skal ikke begynde at sælge ud af noget, man ikke allerede havde planer om at sælge. Hvis man alligevel gør det, skal man have en klar strategi for, hvornår man går ind igen"

370976_16_9_large_379.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
23. okt 2018 KL.13:17
Aktiemarkederne kloden rundt lider tab i disse dage, og kun det amerikanske aktiemarked kan holde et positivt absolut momentum, lyder det fra René Engell.

Han er porteføljemanager i Falcon Invest, der investerer ud fra momentum som faktor. Det vil sige, at man køber og holder de aktier med relativt set mest prisudvikling, og omvendt sælger eller holder sig fra de mest faldende aktier.

”Der er ingen tvivl om, at momentum er mindre, end det har været, og det ser ud til, at momentum er faldet over det hele, dog mindre i det amerikanske marked,” siger René Engell, der plukker aktier til Falcon fondene C25, Europa, Global og Flex, der består af ETF’er med forskellige aktivklasser.

Flex-fonden er den eneste, hvor han kan gå helt op til 50 pct. i kontant.

”Vi valgte at gå 12 pct. kontant mandag i Flex, men fortsætter markedet nedad, vil vi gå yderligere i kontant, og det er jo et udtryk for, at momentum er forværret,” siger René Engell, der trods det faldende momentum fortsat køber aktier til de tre aktiefonde.

”Her køber vi de aktier, der har klaret sig mindst dårligt,” siger han og nævner aktier som Rockwool B, GN Store Nord, Simcorp og Chr. Hansen, der udgør top fem målt på momentum pr. 19. oktober.

Bankaktier skraber bunden

I bunden, det vil sige de danske aktier, der er faldet mest relativt set og altså med mindst momentum, ligger et firkløver af banker; Jyske Bank, NKT, Sydbank, Spar Nord Bank og Danske Bank som bundskraberen.

”Det, som momentum ikke fortæller noget om, er, om dette er en korrektion, der er overstået om 14 dage, eller om det er begyndelsen på en aktiekrise,” siger René Engell, der i oktober indtil videre har lidt tab på samtlige fire fonde, hvor den danske dog performer bedre end indeks (-5,6 pct. mod -7 pct.).

Hav en klar strategi

”Min tilgang til faldende aktier er, at man ikke skal begynde at sælge ud af noget, man ikke allerede havde planer om at sælge. Hvis man alligevel gør det, skal man have en klar strategi for, hvornår man går ind igen, ellers er man ikke med, når det vender igen. Hvis dette er en korrektion, så ved vi, at korrektioner kommer pludseligt, de er voldsomme, de føles meget ubehagelige, men det hele kan vende lige så hurtigt, som det kom.”

Falcons europæiske og globale fond ligger for oktober dårligere sammenlignet med indeks, hvor det europæiske indeks ligger på -6 pct., har Falcon performet -8,6 pct., det globale indeks har tabt 4,6 pct., mens Falcon er nede med 7,1 pct., mens Flex, der intet benchmark har, er i -3,6 pct.

Det danske aktiemarked befinder sig ifølge porteføljemanageren i bunden af momentumbarometeret pga. de store kursfald den seneste tid sammen med aktiemarkederne i Tyrkiet, Spanien, Italien, Sydafrika, Indonesien, Irland og Tyskland.