Macy's sænket til "junk" - tror ikke på turnaround

396274_16_9_large_47.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
18. feb 2020 KL.19:32

Den amerikanske kæde af stormagasiner Macy's har tirsdag fået sin kreditvurdering sænket til "junk" af kreditvurderingsbureauet Standard & Poor's, fordi bureauet ikke tror på ledelsens turnaround plan.

Det skriver Bloomberg News.

- Presset øges på Macy's for at tilpasse sig det hastigt forandrende detailmiljø. Dets Polaris-strategi, som indeholder meningsfyldt restrukturering og fornyet fokus på loyalitetsprogrammer, egne mærker og e-handel, vil være en udfordring at gennemføre med succes på grund af øget konkurrence fra detailhandlere, som er forud på de områder, lyder forklaringen fra Standard & Poor's.

Den nye kreditvurdering lyder på "BB+" mod førhen "BBB-", og det er altså en tak ned. Til gengæld er udsigterne for vurderingen "stabile", så der ikke lige nu er risiko for en yderligere nedsættelse af vurderingen.

Planerne i Polaris, som blev offentliggjort tidligere i februar, indeholder tiltag som lukning af 125 tabsgivende butikker, der faktisk omsætter for 1,4 mia. dollar, og afskedigelse af 2000 medarbejdere. Målet er at spare 1,5 mia. dollar i 2022.

- En lang historie med opkøb og ekspansion har sadlet virksomheden op med for mange butikker, da forbrugernes skiftende præferencer bevæger sig væk fra lokationer i indkøbscentre og mod udbud med større værdi. Det får os til at anse Macy's konkurrenceposition som mindre favorabel, vurderer Standard & Poor's ifølge Bloomberg News.

Med den sænkede vurdering er Macy's obligationsudstedelser gået fra "investment grade" til "junk".

Investment grade er den øvre del af kreditvurderingsbureauernes karakterer, og for en lang række store investeringsfonde er det et krav, at obligationerne har det niveau, for at fondene må købe dem. Niveauet under investment grade kaldes "junk", og udstedelser hernede kan altså ikke tilvælges af mange store fonde.

/ritzau/FINANS