Kursen på Bavarian dykker - men er det en købsmulighed eller ej?

389788_16_9_large_851.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
21. okt 2019 KL.14:48
Nyheden om, at Bavarian Nordic køber to vacciner af GlaxoSmithKline (GSK) og finansierer en del af købssummen på knap 6 mia. kr. ved at udstede nye aktier, har fået kursen på det danske biotekselskab til at dale mandagen igennem.

Klokken 14.45 var kursen faldet med lidt over 6 pct. Men ifølge Frank Hørning Andersen, tidligere aktieanalytiker i Jyske Bank, bør investorerne overveje at se kursfaldene som en købsmulighed.

"Jeg ville helt sikkert se de her kurser som et attraktivt niveau at komme ind i aktien på. Bavarian Nordic har en spændende pipeline og har nu også lavet en god aftale, som gør, at man kan blive et profitabelt vaccineselskab meget hurtigere," siger han.

Rejsen mod at blive et profitabelt selskab er afgørende for Bavarian Nordics identitet og kan betyde, at man kan tiltrække helt nye typer af aktionærer, mener Frank Hørning Andersen.

Breder investorkredsen ud

"Det giver mulighed for at blive et profitabelt vaccineselskab tre år før tid. Det tiltrækker en helt anden investorbase end den meget risikovillige. Man breder investorkredsen ud. Når man går fra at være et ikke-profitabelt biotekselskab til at blive et profitabelt selskab, så bliver investorkredsen bredere, for det er typisk nogle meget specialiserede investorer, som investorer i biotek," siger han.

Han vurderer, at det er en klog beslutning for Bavarian Nordic at købe de to vacciner, blandt andet fordi selskabet har investeret i en stor fabrik, hvor vaccinerne kan produceres.

"Produktionssynergierne er meget, meget høje. Bavarian Nordic har investeret i en stor fabrik, hvor de producerer de her vacciner, og det er også en facet, som gør, at det passer ind," siger Frank Hørning Andersen.

Undervurderet kurs

Når kursen alligevel falder, skyldes det efter hans mening, at købet skal finansieres delvis ved en kapitaludvidelse, som betyder, at udbuddet af aktier stiger.

"Når man laver en kapitaludvidelse, så udvander man værdien lidt. Det er kapitaludvidelsen, som forårsager kursfaldet i dag, det er jeg overbevist om. Når man udsteder nye aktier, skal kagen deles ud på flere investorer, og det er det, som gør, at aktien bliver handlet ned i dag," siger Frank Hørning Andersen, som - udover den nye aftale om vaccinekøbet - kan se flere grunde til, at investorer bør tage et kig på Bavarian Nordic.

"Man har en rigtig spændende pipeline. De har en RSV-vaccine, og hvis den ender, som det kan se ud til, så er kursen markant undervurderet alene på det projekt," siger Frank Hørning Andersen. 

Skal finde et nyt niveau

Investeringsrådgiver Lars Jørgen Rasmussen er dog knap så optimistisk og gætter på, at aktien kommer til at befinde sig omkring det nuværende kursniveau et godt stykke tid. 

"Jeg tror ikke, den løber fra os i første omgang efter det her hug. Folk skal lige finde ud af, hvad der foregår. Der skal komme nogle ekstra nyheder for at løfte aktien. Jeg tror, den skal finde et nyt leje omkring det nuværende niveau," siger Lars Jørgen Rasmussen.

Ifølge Lars Jørgen Rasmussen skyldes en stor del af kursfaldet simpelthen udbud og efterspørgsel. Med aktieemissionen kommer udbuddet af aktier til at stige, og det er ikke sikkert, at interessen fra investorerne kan følge med. 

Hedgefonde presser kursen

"Der kommer et kæmpe udbud af aktier i forhold til, hvor meget aktien har i markedsværdi, så hvis der ikke kommer nye investorer ind, skal de nuværende aktionærer ryste op med en pæn sum penge. Det er jo ikke sikkert, de gør det alle sammen. Det er typisk ikke alle, der vil være med i en stor kapitaludvidelse," siger Lars Jørgen Rasmussen, som har en yderligere forklaring på, at kursfaldet er blevet så dramatisk:

"Det er en af de aktier, som hedgefonde godt kan lide at lege med. Jeg tror også, at nogle af dem kan have brugt det her som en anledning til at presse kursen ned," siger Lars Jørgen Rasmussen.
Han vurderer, at købet af de to vacciner er fornuftigt, og at det kan give fordele for Bavarian Nordic at have flere produkter, som de kan sælge.

"Rent strategisk virker det fornuftigt, det de foretager sig. Jeg kan ikke vurdere om den pris, de giver for det, er fornuftig, men den kapitaludvidelse, der kommer efterfølgende, er meget stor i forhold til selskabets markedsværdi," siger Lars Jørgen Rasmussen, som tidligere har haft aktien privat, men har trukket sig ud i 2017 efter selskabets store håb, cancervaccinen Prostvac, fejlede, og kursen styrtdykkede.

Aktie: Bavarian Nordic