Kommende børsbaby får gylden mulighed i Asien af EU

380412_16_9_large_589.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
25. apr 2019 KL.12:26

Det danske softwareselskab Konsolidator, der netop har annonceret sin børsnotering på Nasdaq First North i Danmark, er som den eneste danske virksomhed af i alt 50 europæiske vækstvirksomheder udpeget af EU til at deltage i et erhvervsfremstød på det sydøstasiatiske marked i juni.

Konsolidator får dermed sat turbo på sin vækststrategi, fortæller adm. direktør Claus Finderup Grove.

”Vores vækststrategi er i første omgang at fokusere på det danske, svenske, engelske, tyske, østrigske og schweiziske marked, men dette er en gylden mulighed for os, og den kommer ikke igen,” siger Claus Finderup Grove og fortæller, at Konsolidator nok havde sagt ”nej tak”, hvis fremstødet havde været på et andet marked end netop det asiatiske.

”Vi ændrer ikke vores strategi, for vi havde forventet at begive os ind på markedet i Asien - blot i 2020,” siger direktøren og tilføjer, at der derfor er penge nok fra kapitalrejsningen ifm. børsnoteringen til at erobre det nye marked.

Konsolidator skal hente 19,4 mio. kr. i nye aktier på Nasdaq First North, hvor stykprisen i tegningsperioden, der løber til 6. maj, er 8,8 kr.

Markedsværdien før kapitalrejsningen er på 110 mio. kr.

Gratis kunde- og partnerjagt

Erhvervsfremstødet EU Gateway Business Avenues har siden 1990 arbejdet for at fremme økonomisk handel og samarbejde mellem Europa og specielt Sydøstasien, hvor man ifølge direktøren er meget it-modne og engelsktalende.

”Vi forventer at få en del møder med potentielle kunder og partnere,” siger Claus Finderup Grove, der med EU's hjælp kan glæde sig over, at han nu får betalt sit første erobringstogt på det sydøstasiatiske marked.

Konsolidator har udviklet et cloudbaseret værktøj til regnskabskonsolidering og har siden etableringen i 2014 mere end 50 kunder i kartoteket, bl.a. onlinebutikken Boozt, plantageselskabet United Plantations og den schweiziske lufthavn Flughafen Zürich.