Københavns bilister får flere parkeringsbøder: Her er top 10 over vejene, der kaster flest bøder af sig

396303_16_9_large_759.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
19. feb 2020 KL.10:11

Antallet af gule sedler i hovedstadens bilruder er steget.

I 2019 blev 332.713 parkeringsafgifter udstedt i Københavns Kommune. Det er en stigning på knap 25.000 fra året før. 

Flest bilister blev mødt af det nedslående syn i deres forude på Juliane Maries Vej, som det også var tilfældet i 2018.

Ifølge Københavns Kommune hænger det sammen med vejens placering tæt ved Rigshospitalet, ligesom tilfældet er med Blegdamsvej og Frederik V's Vej, der også er at finde på top ti-listen. 


Top 10-gader: Her er de gader, hvor der blev udstedt flest p-afgifter i 2019.

Juliane Maries Vej - 3356.

Bådsmandsstræde - 3304.

Nyropsgade - 3249.

Øster Farimagsgade - 2998.

Blegdamsvej - 2691.

Østerbrogade - 2686.

Frederik V's Vej - 2653.

Dyrkøb - 2542.

Gothersgade - 2361.

Flæsketorvet - 2310.


Kommunens samlede bruttoindtægt for p-afgifterne løb i 2019 op i 170 mio. kr., hvilket er en stigning fra 160 mio. kr. i 2018.

Det er cyklende p-vagter og nye tidsbegrænsede p-zoner, der førte til flere parkeringsafgifter, vurderer Københavns Kommune. På to hjul kommer vagterne hurtigere og nemmere rundt i byen, hvilket giver mere tid til parkeringskontrol. 

Derudover er der oprettet tre nye tidsbegrænsede parkeringszoner, der sammen med Københavns generelle vokseværk har udvidet mængden af p-pladser med p-kontrol. 

Nye parkeringsinitiativer i 2020

Tidligere har store, nye tiltag fyldt meget på parkeringsområdet. Digitalisering af p-kontrol og p-betaling samt udvidelsen af zonen med restriktioner for parkering har haft stor indflydelse.

De største ændringer for parkeringsområdet i nuværende kalenderår, bliver nye særordninger, som blev besluttet fra politisk hånd i 2019.

Der bliver oprettet 500 erhvervsparkeringspladser, som er reserveret til biler med gule nummerplader. 
Målet er at gøre det nemmere for folk med erhvervsmæssige gøremål at parkere i de områder med størst rift om pladserne.

Forholdene for elbiler bliver også forbedret. Fra 1. januar blev det gratis for elbiler, brintbiler og elmotorcykler at parkere i gadeplan. Desuden er en forsøgsordning med tidsbegrænset parkering på 24 udvalgte elbilpladser med ladestander sat i gang. Forsøget skal skabe større rotation på pladserne, så det bliver nemmere for de grønne bilister at lade batterierne op.