Kendismægler frakendt retten til at sælge boliger

267368_16_9_large_853.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
04. okt 2013 KL.14:48

Den kendte ejendomsmægler Mette Lykken og hendes mand Tony Genshow Mortensen er begge blevet frakendt retten til at udøve ejendomsformidling. Derudover skal begge betale en bøde på 250.000 kr. afgøre en kendelse i Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere under erhvervsstyrelsen.

Sagen, der er indbragt for nævnet af Dansk Ejendomsmæglerforening, handler om, at parret har begået underslæb og systematisk undladt at tilbagebetale kunders tilgodehavender. På nuværende tidspunkt er der anmeldt krav for mere end 4,1 mio. kr. mod den forhenværende ejendomsmæglervirksomhed Mette Lykken Bolig, fremgår det af kendelsen.

Mette Lykken Bolig har været under konkursbehandling siden december 2011.

I Dansk Ejendomsmæglerforening er man godt tilfreds med afgørelsen.

"Det, der er foregået i Mette Lykken Bolig, er fuldstændig uacceptabelt over for forbrugerne, derfor er det godt at se, at der bliver slået hårdt ned på den slags adfærd,” skriver formand for Dansk Ejendomsmæglerforening Torben Strøm i en pressemeddelelse.

Han oplyser i øvrigt, at de forbrugere, der har eller har haft krav mod Mette Lykken Bolig, er sikrede i kraft af Dansk Ejendomsmæglerforenings forsikring:

”Der er altså ingen forbrugere, der lider noget økonomisk tab i forbindelse med sagerne,” siger han.