Investorer satser stort på markedsro - det kan være farligt

391121_16_9_large_216.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
13. nov 2019 KL. 6:17
Investorerne er nok ikke lullet i søvn, men efter at de gennem det meste af 2019 er blevet udsat for økonomisk opbremsning, brexit, uroligheder i Hongkong og optrapning af handelskrigen mellem USA og Kina, så er der måske kommet skyklapper for risikoen.

I al fald ligger investorernes satsning på ro i aktiemarkedet rekordhøjt. Det viser en opgørelse fra Danske Bank af kortspekulationer i det såkaldte frygtindeks, VIX, som måler udsvingene i S&P 500-inedkset.

Der har nemlig ikke været så mange shortpositioner, netto, i indeksets udvikling, altså sats på indeksfald og dermed lavere udsving i aktiemarkedet, i et årti.

Og det er et faresignal, som investorerne bør være opmærksom på, vurderer Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.

"Når der er så meget short i VIX, så kan man være sårbare, hvis noget får volatiliteten til at stige. Markante stigninger kan påvirke risikobudgetterne hos store investorer, som kan blive tvunget til sælge aktier fra. Derfor er markedet ekstra sårbart over for negative nyheder, og det kan give pæne bevægelser i aktiemarkedet," siger seniorstrategen.

Han forklarer, at mange investorer har satset mange penge på, at uroen på markedet ikke tager til.

"De kan have ret i det i lang tid endnu, men det er så ekstreme positioner, at det også kan gøre markedet sårbart. Kommer der en negativ nyhed, som gør, at investorerne vil ud af den spekulation og lukker ned, så kan det flytte en del. Mange skal ud af den samme dør, og den sidste ude står med regningen."

Det amerikanske aktiemarked er trods alle udbrudene, alle tweets og alle op- og nedturene steget med mere end 23 pct. i år. S&P 500-indekset har - efter det frem til juleaftensdag mistede 19 pct. i fjerde kvartal sidste år - sat ti lukkerekorder i 2019.

Det kan betyde, at mange investorer, der måske har været modige på det rette tidspunkt nu har fået en markant overvægt i aktier.

"Når man ser et marked, som er kørt så markant op med så store stigninger, så er det en god ide at tage noget af overvægten af. Jeg er bekymret for dem med ekstremt meget risiko. Hvis de lader den overvægt køre videre, skal de ikke komme og pive bagefter, hvis der kommer et udsalg," siger Lars Skovgaard Andersen.

Og seniorstrategen peger på, at er man 100 pct. investeret i aktier, så er det et godt tidspunkt at tage lidt ud af porteføljen igen.

"Hvis man som investor har en mindre overvægt i aktier, så er det OK, men med en ekstrem overvægt ville jeg tage dette signal med ind i porteføljen."

"Kommer der så et tilbageslag i aktierne senere, kan man vurdere, om man skal købe sig ind igen på det."

/ritzau/FINANS