Gymnasieklasse fra Niels Brock udraderer Joachim B. Olsen i aktiespil

363881_16_9_large_907.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
06. jun 2018 KL.15:48
Seks gymnasieklasser og tre politikere har de seneste to måneder dystet om at skabe det største afkast i en aktiedyst, som Fondsbørsen, Nasdaq Copenhagen, står bag. Og gymnasieeleverne klarer sig bedst.

Den seneste opgørelse for deltagerne viser, at især to af de tre politikere skal tage sig grundigt sammen og indlede en spurt

Helt i top ligger 2.R fra Niels Brocks Internationale Gymnasium, som ind til videre har fået mest ud af den fiktive million kr. som hver af spillerne startede med i april.

Klassen har sikret et foreløbigt afkast på næsten 83.000 kr. eller godt 8 pct. Gevinsten er skabt på en portefølje, der aktuelt består af aktier i Bavarian Nordic, Brøndby, FLS, Pandora, Veloxis og William Demant.

Finansordfører ligger nummer to


Den bedst placerede af de tre politikere er Socialdemokratiets finansordfører Benny Engelbrecht på andenpladsen.

Han har foreløbig har fået et afkast på ca. 70.000 kr. eller 7 pct. med en portefølje af aktuelt otte aktier, primært store selskaber som Carlsberg, Ørsted, Lundbeck og Vestas.

Lige efter på tredjepladsen ligger 2.T SA A fra Svendborg Gymnasium med foreløbig ca. 65.000 kr. i gevinst på en portefølje, der også indeholder Carlsberg, FLS og Vestas, men også Mærsk og Novo Nordisk.

Noget efter kommer 1.F på Tårnby Gymnasium, 2.E på Helsingør Gymnasium, 1.U på Esbjerg Gymnasium og det Radikale Venstres københavnske socialborgmester Mia Nyegaard. De ligger alle og skvulper omkring eller lidt under den indledende mio. kr. og har altså endnu ikke fået noget videre afkast ud af aktiespillet. 

Tårnby-klassen har kun en enkelt aktie i porteføljen, nemlig smykkeaktien Pandora. Til sammenligning har Esbjerg-klassen fordelt sine investeringer på hele 11 aktier.

Liberal bundskraber


Helt i bunden med et foreløbigt tab på 93.000 kr. – altså et negativt afkast på mere end 9 pct. – ligger Liberal Alliances erhvervs- og finansordfører Joachim B. Olsen.

Hans portefølje består af Genmab, NNIT, Novo Nordisk, og Scandinavian Tobacco.

Dermed er forskellen i afkast på toppen og bunden i aktiespillet på mere end 176.000 kr. – eller 17,6 pct. i afkastforskel fra bedste til dårligste deltager.

Spillet foregår på Saxo Banks investeringsplatform Saxo Trader Go.

Det er fjerde år, at Fondsbørsen kører et aktiespil med politikerdeltagelse. Men spørgsmålet er, hvilke politikere, der tør deltage i fremtiden. For i år har gymnasieklasser for første gang fået lov at deltage, og de har samlet set givet politikerne baghjul.

Men endnu er alt ikke tabt, politikere! Spillet løber frem til Folkemødet på Bornholm, hvor vinderen kåres efter børslukketid fredag 15. juni.