Guld går på børsen 4. juni

Penge
Eksklusivt for kunder
20. jun 2010 KL.18:11

Nu skal det være. Guldgraverne Nunaminerals noteres på fondsbørsen om en måned for at rejse penge til at fortsætte skattejagten på Grønland.

Nunaminerals leder ud over guld efter platin og en række basismetaller på 37 forskellige lokationer i Grønland. De stigende råvarepriser har øget incitamentet til at lede efter de kostbare mineraler i det ufremkommelige land.

I alt udbydes 650.000 nye aktier til salg. Guldgraverne er i forvejen noteret på minibørsen AMP med en samlet markedsværdi på 80 mio. kr. Disse aktier afnoteres AMP og sættes i omløb på OMX 3. juni, og det ventes at den nye portion aktier vil være i handel 25. juni efter endt tegning og fastsættelse af udbudskursen.

"Baggrunden for selskabets optagelse til handel og officiel notering på OMX Nordic Exchange Copenhagen er, at selskabet gennem de senere år har oplevet en stigende interesse fra investorer og en deraf voksende aktieomsætning og kursværdi. NunaMinerals finder det derfor naturligt at søge selskabet optaget til handel," hedder det i en pressemeddelelse fra selskabet.

Samtidig er et prospekt fra Nunaminerals offentliggjort. Heraf fremgår det, at udbudskursen dog maksimalt vil ramme 450 kr. per aktie.

De nuværende storaktionærer - LD, Grønlands hjemmestyre og superinvestoren Carsten Bergers Rudersdal - har givet tilsagn til at tegne aktier for 60 mio. kr.

Nunaminerals har fortsat til gode at ramme en gylden åre i undergrunden, indtil videre er selskabet udelukkende optaget af et lede efter mineraler, men ledelsen venter, at man i 2012 vil have mindst én mine klar til drift i samarbejde med en partner.