Godt gang i konverteringerne frem mod opsigelsesfristen: "Spørgsmålet er bare, om det bliver til en rekord i denne ombæring"

389458_16_9_large_150.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
15. okt 2019 KL.16:02
Med opsigelsesfristen lurende i horisonten sidst i oktober, er der gang i boligejernes indfrielser af fastforrentede lån - alene i sidste uge blev der indfriet fastforrentede lån for 17 mia. kr. ifølge tal fra realkreditinstitutterne.

Det bringer de foreløbige indfrielser op på 95 mia. kr. ifølge Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank.

"Vi forventer, at de samlede konverteringer bliver på ca. 175-185 mia. kr. ved udgangen af oktober. Der skal med andre ord ikke mange bevægelser til, før rekorden fra juli måned kan blive slået," siger han i en meddelelse. 

I juli blev der opsagt lån for 178 mia. kr. ved terminen, der udløb 31. juli, og det var dermed den største konverteringsbølge nogensinde. 

På daværende tidspunkt var det de 30-årige 1 pct. lån med og uden afdrag, der var den primære årsag til de mange konverteringer, forklarede Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Kredit, i sommer.

Og selvom der i øjeblikket ikke skal megen kurs-limbo til i forhold til, om renten hedder en hel eller en halv pct., så rokker det ifølge Brian Friis Helmer ikke ved, at han forventer , at vi igen kommer til at se en af de større konverteringsbølger.

"Spørgsmålet er bare, om det bliver til en rekord i denne ombæring," siger han.

1 pct. lånet med afdrag er åbent og ligger her til eftermiddag i kurs 99,6, mens den afdragsfri variant af 1 pct. lånet ligger i kurs 98,7.

Og uanset om renten hedder en hel eller en halv pct., så er billedet af hamrende lave rente i bund og grund uændret ifølge privbatøkonomen, der har regnet på mulighederne. 

"Regner vi på det, så betyder det, at boligejere, som i dag har en fast rente på 2 pct. eller derover og en restgæld på min. 500.000 kr. stadig står med gode muligheder, " siger han.

Han peger på, at har man i dag et 2 pct. lån med afdrag med en restgæld på 1 mio. kr. og omlægger det til et nyt 1 pct. lån (her er antaget, at kursen er 99,9, red.), så sparer man ca. 200 kr. om måneden efter skat. Omkostningen i form af gebyr og kurstab er ”tjent hjem igen” på ca. 2,5 år, ifølge økonomen.