Fynsk robotvirksomhed går på børsen for at forfølge sin first mover-position – så meget koster aktien

null

363876_16_9_large_761.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
07. jun 2018 KL.19:57
Bejlerne har været forbi den fynske robotvirksomhed Odico, der har fravalgt at lade sig opkøbe og har sagt nej tak til private equity for i stedet at gå på Nasdaq First North Denmark for at hente mellem 25-30 mio. kr. i frisk kapital til at kunne rulle den første flig af selskabets globale ambitioner ud.

Dermed inviterer Odico de private investorer med ombord ved at udbyde aktier til 8,80 kr. per styk, og i alt skal der tegnes mindst 2.631.579 og maksimalt 3.157.895 aktier, så markedsværdien efter udbuddet vil være på 113 mio. kr. ved minimumsudbuddet og 118 mio. kr. ved maksimumudbuddet.

Der skal som minimum tegnes 450 nye aktier, svarende til 3960 kr.

”Kapitalen skal 100 pct. bruges til at stabilisere vores udviklingsteam. Vi kan i dag ikke sende en robot af sted til en byggeplads i Sao Paulo eller gå med i store byggeprojekter med rigtig mange nuller på, før vi er helt sikre på, at vi har et hold bagved, der 100 pct. kan supportere det, vi har forespørgsler på,” siger Anders Bundsgaard, medstifter, medejer og adm. direktør i Odico fra 2012.

Sparer tid, penge og materialer

Odico er en robotvirksomhed, der har specialiseret sig mod byggebranchen ved at udvikle en software til standardiserede industrirobotter fra svenske ABB. Løsningen kan enten bruges i Odico produktionsfaciliteter eller sendes af sted mod alverdens byggepladser i en container og fungere som en ”Factory-on-the-Fly.

Odicos robotteknologi kan omsætte 3D-tegninger til bevægelsesmønstre i en robotarm, som dermed skærer avancerede støbeforme ud i f.eks. flamingo. Ved hjælp af Odicos robotløsning kan man f.eks. producere en ligeløbsbetontrappe på 15 minutter til en tiendedel af prisen – det tager i dag ca. tre-fire dage, fordi en snedker først skal sammenstykke en støbeform af træ.



Selvom produktion af ligeløbsbetontrapper er en super niche, udgør det alene i Danmark årligt ca. 45 mio. kr., og Odico vurderer, at det samme marked i Tyskland er 17 gange større – 765 mio. kr. årligt.

Derfor plukker Odico de lavt hængende frugter først ved at gå efter ligeløbstrappemarkedet i Danmark, så Skandinavien og derefter det globale, ligesom det er planen langsomt at brede forretningsområdet ud til betonindustrien, byggeindustrien, vindmølleindustrien og maritimindustrien.

Vil disrupte en konservativ branche

Med Odicos teknik og robotløsning vil Odico ifølge selskabets virksomhedsbeskrivelse disrupte en voldsomt konservativ og meget lidt digitaliseret og automatiseret byggebranche, og med Odicos first runner position handler det om at komme ud over stepperne i en vis fart.



”Når nu vi har denne unikke position, er det vigtigt, at vi bruger den lille tidslomme af et forspring rigtigt, så vores løsninger bliver håndholdte, og så det ender med, at vi får nogle gode referencer. Det er det, pengene skal gå til,” siger Anders Bundsgaard, der allerede har mere end 250 projekter for mere end 100 kunder bag sig heriblandt prominente, internationale arkitektnavne som Zaha Hadid, Dorte Mandrup og BIG samt virksomheder som Vestas, Siemens og LM Wind Power.

Splitter selskabet i to enheder

Med børsnoteringen er det planen at splitte Odico op i to forretningsenheder – Odico Formworks og Odico Robotics Solution.

Odico Formworks skal fortsætte med at løse opgaver for kunderne enten med produktion på Odicos produktionsfaciliteter eller der, hvor kunden ønsker det. Denne enhed skal ifølge Odico være selvfinansierende og fungerer som et udstillingsvindue for ”de avancerede muligheder, arkitekter og bygherrer kan opnå med Odicos løsninger,” som der står i virksomhedsbeskrivelsen.

Odico Robotics Solution er der, de fleste pengene skal tjenes, det er salg af ”Factory-on-th-Fly”-løsning inkl. Odicos udvikling af applikationer og software til robotten.

”Vi vil gerne overraske positivt, og vi opererer i et super konservativt marked, vi har gennemført 250 projekter de sidste seks år, så vi har en forventning om at sælge to robotter næste år, og fem året efter det. Er det konservativt? Måske, men der er bare ikke noget at gøre, vi er faldet ud af ægget over på den jyske hede,” siger Anders Bundsgaard, der i 2020/2021 sigter mod 20 solgte robotter og 100 i 2021/2022.

På den finansielle front forventer Odico for første gang at få et dyk i resultatet de kommende to år, men om godt fire år i 2021/2022 vil det være omsat til en omsætning på 200 mio. kr. og et resultat før skat på 60 mio.kr.

Flere risikofaktorer lurer

Som investor skal man være opmærksom på en række risici bl.a., at byggebranchen – ud over at være konservativ, og dermed kan sætte en bremseklods på Odicos vækstambitioner – også er sensitiv over for konjunkturen, kommer der en opbremsning i væksten, vil byggebranchen være en af de første til at mærke det.

Odico Formworks har flere konkurrenter med andre teknologier med større markedsandele og med bedre adgang til kapital end Odico, mens der ifølge Odicos ledelse ikke er konkurrerende selskaber til Odico Robotics Solution.



Odicos vækst kan også blive begrænset af politisk regulering, indførelse af skatter og afgifter, hvilket er en mulighed, eftersom der endnu ikke er en lovgivning direkte rettet mod robotter på byggepladser.

Den nye kapital, som Odico henter på børsnoteringen, forventes at strække sig de næste 24 måneder, men skulle selskabet ikke opnå positiv pengestrøm fra driften inden for de næste par år, vil endnu en risikofaktor være at Odico skal fremskaffe ny kapital, f.eks. i form af nyemission.

Udbudsperioden løber fra 11. juni kl. til 22. juni kl. 23.59, mens første handelsdag er 29. juni.