Frygt for virus sender aktier i rødt: "Markederne er bekymrede for, at det spreder sig til flere byer"

394586_16_9_large_869.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
21. jan 2020 KL.11:31

Frygten for, at det nye coronavirus, der kan give alvorlig lungebetændelse, vil sprede sig, har tirsdag sendt røde bølger gennem stort set alle asiatiske aktiemarkeder og europæiske luksusmærker.

Værst ser det ud i Hong Kong, hvor Hang Seng-indekset er nede med 2,81 pct. Med til den historie hører dog også, at et af verdens største kreditvurderingsbureauer Moody’s mandag sænkede sin kreditvurdering af Hong Kong.

Tirsdag ligger Shanghai Composite-indekset 1,41 pct. lavere, mens Shenzen er 1,28 pct. lavere, Sydkoreas Kospi-indeks er faldet med 1,01 pct., og Japans Nikkei 225-indeks ligger 0,91 pct. lavere.

"Bekymringen går på, om det er endnu en form for Sars, der ramte tusindvis og førte til hundredvis af dødsfald. Det førte også til tab på milliarder af dollar og ramte den kinesiske bnp-vækst med op til 1 procentpoint. Hvis det skulle ske igen, ville IMF's seneste prognoser ikke holde stand, og vi ville se en kraftig nedgang i mange førende indikatorer for den globale økonomi," skriver Neil Wilson, chefanalytiker hos Markets.com, i en kommentar tirsdag.

Det nye coronavirus minder angiveligt om virusset Sars, der mellem 2002 og 2003 kostede næsten 650 mennesker livet i Kina og Hong Kong.

Mandag bekræftede kinesiske forskere ved landets nationale sundhedskommission, at det nye virus smitter mellem mennesker.

Klogt at være på vagt

Udbruddet af sygdommen har spredt sig fra byen Wuhan i det centrale Kina og er stadig i de tidlige stadier.

Men det skaber bekymring, fordi udbruddet kommer lige før højsæsonen for rejser i forbindelse med det kinesiske nytår, der falder lørdag 25. januar, hvor millioner af mennesker forventes at rejse, hvilket øger smitterisikoen.

Ifølge Reuters er fire mennesker døde, mens i alt 291 er blevet smittede, hvoraf langt hovedparten er i Wuhan. Derudover er der angiveligt også fundet tilfælde i Thailand, Japan, Sydkorea og andre dele af Kina.

"Vi ved ikke, hvor slemt det vil blive, men med myndighederne, der bekræfter, at sygdommen smitter mellem mennesker, er det klogt at være på vagt overfor, at det kan blive værre, inden det bliver bedre. Og der er en reel frygt for, at sygdommen kan sprede sig bredt, når millioner af mennesker rejser i forbindelse med ferien. Markederne er bekymrede for, at det spreder sig til flere byer," skriver Neil Wilson.

Flere årsager til markedsreaktioner

På de europæiske aktiemarkeder er der tirsdag formiddag også rødt over hele linjen, hvor især luksusvareproducenter, der har stor eksponering mod de kinesiske forbrugere, falder.

De to franske luksusvareproducenter LVMH og Kering, der bl.a. ejer Gucci, falder med hhv. 2,5 pct. og 3,5 pct., mens schweiziske Richemont dykker med 3,7 pct.

Selvom markedernes reaktion skal ses i lyset af minderne om Sars-udbruddet, kan der også være andre grunde, lyder det i en analyse fra Jes Asmussen, cheføkonom i Handelsbanken.

”Det skal dog understreges, at en del af den negative reaktion på aktiemarkederne denne gang kan skyldes, at investorerne benytter muligheden til at hjemtage profit efter den seneste tids markante fremgang på aktiemarkederne, ligesom udsigten til det snarlige kinesiske nytår også kan have fået flere til at låse deres positioner som følge af den øgede usikkerhed,” skriver han og tilføjer:

”Dog ser det også ud til, at de europæiske markeder er negativt ramt af det øgede trusselbillede, hvor udsigten til, at flere end 100 mio. kinesere snarligt tager på nytårsferie, kan gøre det vanskeligere at inddæmme smittefaren. Risikoen for at flere kinesere vælger at blive hjemme som følge af sygdommen er naturligvis også til stede, med negative effekter på rejse- og forbrugerrelaterede virksomheder.”

Worst case vil betyde større omkostninger

Lykkes det at få inddæmmet sygdommen, og viser smittefaren sig at være på et lavt niveau, vil den negative reaktion formentlig være kortvarig, mener cheføkonomen.

Men hvis virusset udvikler sig på linje med Sars, er der risiko for, at vi kan se en længerevarende periode med aftagende risikoappetit.

”I lyset af, at Kina allerede kæmper med afdæmpet vækst, samt Kinas større betydning i den globale økonomi i dag i forhold til for 17 år siden, ville et worst case scenario formentligt betyde større omkostninger denne gang. Vi lærte dog også fra Sars, at markederne relativt hurtigt genfandt roen, efter sygdommen blev inddæmmet, og den økonomiske cyklus og centralbankernes pengepolitik vil formentligt stadig være de fundamentale drivkræfter for markederne på lidt længere sigt.”