Fif: Drop investeringer og betal af på gælden

null

316128_16_9_large_472.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
15. dec 2015 KL.14:19
Alt for mange investerer i stedet for at komme af med gæld, mener Forbrugerrådet Tænk og uvildige rådgivere. Det kræver omtanke, hvis investering for lånte penge skal blive en god forretning.

Hvis der er ekstra overskud på kontoen, vælger mange at øge investeringerne i deres frie midler eller at indbetale frivilligt til pension.

Det fortæller økonomiske rådgivere, som lever af at optimere kundernes privatøkonomi.
Men hvis man samtidig har gæld, er det ofte en bedre forretning at komme af med den, mener Rune Wagenitz, administrerende direktør hos formueforvalteren Miranova.

“Vi støder på mange tilfælde, hvor folk både har lån og investeringer på samme tid. Hvis man ser på, hvad ideen er med at investere, er formålet jo, at det skal give overskud. Hvis mit lån koster 3 pct., og mine investeringer giver 2-3 pct. i afkast, så får jeg jo ikke noget ud af at øge investeringerne ud over risikoen, ” siger han.

En typisk portefølje med en blanding af aktier og obligationer giver ofte så lavt et afkast, når omkostningerne er trukket fra, at det bedre ville kunne betale sig at afvikle gælden og på den måde få en sikker gevinst i form af sparede renteudgifter.

I en spørgeskemaundersøgelse på Miranovas hjemmeside, hvor godt 3700 har deltaget, svarer lidt over halvdelen, at de både har lån og investeringer samtidig.

En opskrift på underskud

32 pct. har gæld, samtidig med at de indbetaler frivilligt til pension, hvilket ifølge Rune Wagenitz er en opskrift på underskud. Især hvis man både låner og investerer forsigtigt med eksempelvis et fastforrentet realkreditlån og en høj andel af obligationer i porteføljen.

Efter skat vil regnestykket sjældent være bedre for investoren, fordi skattefradraget på renter i mange tilfælde er stort set lig skatten på afkast.

Hans Peter Christensen, direktør i rådgivningsvirksomheden Uvildige.dk, støder også tit på kunder, som ikke er gode nok til at tænke over deres lån i sammenhæng med deres investeringer.

Her giver det mening

“Der er ikke nogen grund til at betale omkostninger både på investeringer og lån, når en del at pengene typisk er placeret i de samme obligationer som ens lån eller i investeringer med lavere forventet afkast end lånerenten,” siger Hans Peter Christensen.

Han mener dog, at der kan være situationer, hvor det giver god mening at investere for lånte penge.
For eksempel hvis der er tale om to forskellige skattemiljøer, og man eksempelvis har lån for frie midler kombineret med pension eller opsparing i sin virksomhed, hvor det giver bedre mening at tage pengene ud over en årrække.

Et realkreditlån kombineret med en portefølje med mellem- og højrisikopapirer kan også give overskud. Og endelig kan kombinationen af lån og investering være et spørgsmål om at have pengene til rådighed, selv om regnestykket måske ikke ser fordelagtigt ud.

Dobbeltgevinst for banken

Ifølge Morten Bruun Pedersen, seniorøkonom i Forbrugerrådet Tænk, skal man fokusere på at få sin gæld ud af verden, så man undgår at betale to gange til banken.

“Hvis man ser på bankernes interesse, er det at have størst mulig bruttoindtjening på kunderne med både lån og opsparing. De er ikke så interesserede i, at man betaler tilbage så hurtigt som muligt,” siger han.