Faldende oliepris og rentemelding fra ECB sendte Wall Street i rødt

323370_16_9_large_75.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
21. apr 2016 KL.22:16

null

Torsdag blev langt fra en festlig en af slagsen på de amerikanske børser. 

Således faldt de tre største indeks til det laveste niveau i to uger, efter de for få dage siden nåede den højeste værdi i fire måneder. S&P 500 faldt med 0,5 pct., Dow Jones med 0,6 pct. og Nasdaq med 0,05 pct. 

Nedturen skyldes en blanding af skuffende regnskaber fra en række amerikanske virksomheder, nye fald i olieprisen og meldingen fra Den Europæiske Centralbank (ECB) om, at man fastholder de historisk lave renteniveauer. 

ECB-chef Mario Draghi sagde på det efterfølgende pressemøde, at der er risiko for negativ europæisk vækst i det kommende stykke tid. Meldingen fik euroen til at falde over for dollaren. 

"Det er ikke uventet med en pause," siger Steve Chiavarone, porteføljemanager i Federated Investors, til Bloomberg med henvisning til de seneste ni uger, der udelukkende har budt på stigninger i de tre førnævnte aktieindeks. 

Tæsk til Coca-Cola


"(Virksomhedernes, red.) indtjeningen fylder selvsagt meget i nyhederne for tiden. Vi er kommet igennem de finansielle dele forholdsvis godt. Forventningerne var i forvejen lave, og der er ingen begivenheder, som ikke var ventet. Men det var kun den første prøve i regnskabssæsonen," fortsætter Steve Chiavarone. 

Selskaberne Verizon og Travelers dykkede med 4,3 pct. efter skuffende regnskaber, ligesom Coca-Cola fik tæsk for anden dag i træk i kølvandet på et halvsløjt regnskab for første kvartal. Læskedrikkæmpens aktie blev torsdag sendt ned med 1,6 pct. 

Derimod sluttede bilgiganten General Motors dagen med en stigning på 1,6 pct., efter man formåede at fordoble sin indtjening i årets første kvartal. Det er især et stærkt bilsalg på det nordamerikanske og kinesiske marked, der skæpper i kassen.

Europa i rødt 

Dermed bliver der sat punktum for forholdsvis sløj aktiedag, hvor de fleste børsmarkeder i de vestlige lande lukkede med tab. 

FTSE-indekset i London faldt med 0,45 pct., mens CAC 40 i Paris lukkede med et minus på 0,2 pct. Lidt bedre så det ud i Tyskland, hvor DAX-indekset krøb op med 0,14 pct. 

I Danmark lod investorerne ikke til at være synderligt påvirkede af de dystre toner fra ECB. I hvert voksede C20 Cap med 0,69 pct., hvilket var ført an af Novozymes med en stigning på 6,7 pct. Det var nok til at placere enzymselskabet på en fjerdeplads over de hurtigstvoksende aktier på dagen i Europa. 

Dermed genvandt C20 Cap lidt af det tabte, da indekset onsdag lukkede med et tab på 1,6 pct.