Efter bundlinjefald på 31 pct: Tryg-aktien dykker til bunds i C25

375613_16_9_large_807.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
22. jan 2019 KL. 9:30

Selvom toplinjen vokser, var det ikke nok til at sende bundlinjen op i forsikringskæmpen Tryg, der i 2018 er blevet hårdt ramt på investeringsresultatet, som er med til at banke bundlinjen ned med 31 pct. til 1,731 mia. kr. 

Investorerne kvitterer ved at sende aktien ned med 2,33 pct. til kurs 163,5. Siden årsskiftet er Tryg-aktien steget med 0,18 pct. og over det seneste år lyder stigningen på 5,8 pct. 

Præmieindtægterne vokser til 18,74 mia. kr., som svarer til en vækst på 6,3 pct. målt i lokale valutaer inklusive opkøbet af Alka. 

Men det er Trygs egne forventninger til væksten i præmieindtægterne for 2019, der lyder på 0-2 pct., som markedet vil fokusere på. Sådan lød vurderingen fra Sydbanks aktieanalytiker Mikkel Emil Jensen, forud for markedets åbning. 

"Det kan være, at markedet er lidt skuffede over, at de ikke forventer en større præmievækst særligt med de her stærke resultater, de har vist i de foregående kvartaler. Det skyldes, at man særligt i Norge har valgt at hæve priserne markant for industrikunder, hvilket kan betyde, at de kommer til at sige farvel til nogle kunder i 2019," sagde han og tilføjede: 

"Derfor kan jeg godt forstå forsigtigheden, men det kan være, at markedet tager det ilde op. Jeg tror, at aktien vil åbne fladt i forhold til markedet."

Resultatet for Trygs investeringer endte på et underskud på 332 mio. kr., mens det resultat var 527 mio. kr. i 2017, mens selskabets forsikringstekniske resultat falder til 2,766 mia. kr. fra 2,789 mia. kr. i 2017.