Deutsche Bank spår fire USA-rentesænkninger i rap

387445_16_9_large_167.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
09. sep 2019 KL.21:10

Økonomerne i Deutsche Bank regner nu med en markant mere aggressiv centralbank i USA, Federal Reserve, end tidligere.

Det skriver Bloomberg News.

Deutsche Bank spår mandag, at Federal Reserve vil sænke sin rente med 25 basispoint allerede onsdag i næste uge i forbindelse med et kommende rentemøde, og derefter igen, igen og igen - til oktober, til december og til januar. Tidligere var forventningen kun om en rentesænkning i september og en til januar.

- Handelsudviklingen har nærmet sig et tippepunkt. Økonomien viser også større følsomhed over for denne uro, hvor ledende indikatorer for fremstillingstilliden og virksomhedernes investeringer sender grumme signaler, og med akkumulerende bevis på, at det spilder over på det bredere arbejdsmarked og servicesektoren, hedder det blandt andet fra bankens amerikanske cheføkonom, Matthew Luzzetti.

Med til den nye forventning er også udsigten til en langsommere vækst i USA, som nu ses lande på 1,9 pct. i år mod tidligere 2 pct., og på 1,8 pct. i 2020 mod den forrige prognose på 2,2 pct. Bunden i væksttempoet ses ramt i første kvartal 2020 med en vækst på 1,1 pct. på årsbasis.

- En blødere vækstprofil trods mere lempelse fra Fed afspejler den begrænsede evne for gennem pengepolitikken at fuldstændig modvirke afbrydelserne fra handelschok, lyder den nedslående melding dog.

Banken regner med, at en svækkelse i de økonomiske data og fald i prissætningen af risikoaktiver de kommende måneder vil få den amerikanske regering i mere forhandlingsstemt humør i handelsspørgsmålet. Findes der ingen handelsløsning, så ser banken derimod en mulig recession forude, hvilket vil tvinge USA's centralbank til at sænke sin rente helt ned til nul. I dag er den i intervallet 2,00 til 2,25 pct.

Med sin nye melding ligger Deutsche Bank nu mere aggressivt med sine forudsigelser end markedet, som ganske vist indregner en 100 pct. sandsynlighed for en rentesænkning næste uge, men som sætter en dalende sandsynlighed for de kommende måneder. Handelen med fed funds futures indikerer en sandsynlighed for en rentesænkning mere til oktober på 66,9 pct., en sandsynlighed for en tredje sænkning til december på 40,1 pct., og endelig 23,7 pct. for en fjerde nedsættelse i træk til januar.

/ritzau/FINANS