Danskerne er ellevilde med at shoppe boliger – højeste aktivitetsniveau siden finanskrisen

389855_16_9_large_768.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
22. okt 2019 KL.14:38
Trods stadig flere advarsler om, at dansk økonomi er på vej ind i en blød landing med mindre vækst, så er der stadig godt gang i boligmarkedet.

I september måned blev der solgt 7271 parcel- og rækkehuse, ejerlejligheder og sommerhuse i Danmark, og renser man for sæsoneffekter var der tale om det næsthøjeste niveau på månedsbasis i statistikkens historie siden 2010, oplyser Realkredit Danmark.

“Dagens tal viser først og fremmest, at den stigende økonomiske usikkerhed i forhold til holdbarheden af det økonomiske opsving endnu ikke har forplantet sig til handelsaktiviteten på boligmarkedet,” udtaler Christian Hilligsøe Heinig, der er cheføkonom i Realkredit Danmark (RD). 

Generelt har handelsaktiviteten været stigende på boligmarkedet gennem 2019, og samler vi op på årets første ni måneder, er der blevet solgt små 60.000 boliger.

“Det er det højeste niveau registreret gennem statistikkens levetid, og kursen for 2019 er sat mod det højeste aktivitetsniveau siden midten af nullerne – og dermed også tiden før finanskrisen,” siger Christian Hilligsøe Heinig.

Aktivitetsniveauet var dog også højt i både 2017 og 2018. 2019´s første ni måneder har budt på 3,2 pct. højere aktivitet i forhold til 2018 og vi er kun 1,2 pct. over niveauet fra 2017.

“Dagens tal understreger først og fremmest, at kombinationen af et fortsat opsving i dansk økonomi og et pænt rentefald gennem året har understøttet appetitten på køb af bolig. Det er derfor heller ikke overraskende, at boligpriserne stadigvæk stiger i et behersket tempo på tværs af landet,” siger Christian Hilligsøe Heinig.

Risikofaktor

I Realkredit Danmark vurderer, man at den absolut største risikofaktor mod boligmarkedet, er at det økonomiske opsving kører af sporet.

“Ellers er det i dagens tal værd at bide mærke i, at vi får endnu et bevis på, at nedturen på det københavnske marked for ejerlejligheder er blevet vendt til en fremgang over de seneste måneder. Ser vi på den sæsonkorrigerede handelsaktivitet steg den med hele 9 pct. i september måned, og fremgangen synes reel efter et betydeligt løft i aktiviteten over de seneste par måneder,” siger Christian Hilligsøe Heinig.

Samlet er den sæsonkorrigerede handelsaktivitet steget med godt 20 pct. for ejerlejligheder i København by, oplyser RD.

Alt er dog ikke kun rosenrødt. 

Længere fremme truer en boligskattereform, som endnu ikke i større omfang har sat sig i boligpriserne.

“Selve boligskattereformen er relativ neutral for det brede boligmarked, men netop markedet for ejerlejligheder i København vil opleve en betydelig modvind fra boligskattereformen grundet især udsigten til stigende grundskyldsbetalinger,” siger Christian Hilligsøe Heinig.

RD vurderer, på baggrund af tal fra Skatteministeriet, at boligskattereformen vil kunne bidrage til et fald i ejerlejlighedspriserne i København på mellem 5-10 pct.