Danske aktier i rekord: Har givet baghjul til udenlandske aktier under fire måneder lang optur

396318_16_9_large_581.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
19. feb 2020 KL.17:03
Det danske C25-indeks har klaret sig bedre end mange andre eliteindeks, siden opturen startede i oktober. Aktierne ser dyre ud nu, lyder det

De danske eliteaktier lukkede onsdagens handel med endnu en kursrekord i rygsækken, da det danske C25-indeks lukkede med en stigning på 0,96 pct. 

Og det er ikke første gang, at investorerne kan se på de danske eliteaktier med et smil på læben. Det har nemlig været en særdeles god forretning at være investeret i det danske C25-indeks de seneste måneder.

For siden handelskrigen mellem USA og Kina blev sparket til hjørne tilbage i begyndelsen af oktober 2019, og brexit-bekymringerne derefter også blev lagt på is, er det nærmest kun gået én vej for aktiemarkedet: Op.

Og det er især de danske C25-aktier, der har ført an. Måler man op mod vores nordiske naboer, det tunge, tyske DAX-indeks, det amerikanske S&P 500 samt det globale MSCI World-indeks, så er det C25-aktierne, der er løbet stærkest, siden aktieopturen for alvor startede i oktober.

Siden da er C25-indekset steget 25 pct., mens det næstmest stigende indeks i form af det svenske OMX Stockholm 30 er kravlet 18 pct. i vejret.

“Siden oktober har vi fået fjernet nogle store sten fra markedet i form af både brexit og især handelskonflikten mellem Kina og USA. Det har givet en ekstra styrke til markedet,” siger Michael Friis Jørgensen, chefaktieanalytiker hos Alm. Brand, som indrømmer, at han er overrasket over, hvor kraftigt der er blevet købt op i de danske aktier.

Et defensivt tvist


“De danske aktier er relativt defensivt eksponeret, og siden coronavirussen brød ud har man set en lille rotation mod de mere defensive aktier. Det har givet lidt ekstra glasur til kagen for Danmark, der nu ligger som et af de bedre aktiemarkeder i verden,” siger han.

Den samme tendens har man bemærket hos den svenske kapitalforvalter Lannebo Fonder, hvor Peter Lagerlöf forvalter selskabets nordiske aktiefond. Han har 22 pct. af fonden investeret i danske aktier.

“Mange danske aktier er ikke så konjunkturfølsomme, og det har hjulpet dem i dette usikre makromiljø,” siger Peter Lagerlöf, der netop kigger efter sådanne aktier.

“For tiden er vi primært på udkig efter virksomheder, der ikke er så konjunkturafhængige, eller virksomheder, der opererer i et marked med strukturel vækst. Generelt synes jeg, du skal være forsigtig med alt, hvad der er olie- og gasrelateret,” siger Peter Lagerlöf, der har Novo Nordisk som sin største investering i fonden, mens Vestas er den næststørste.

“Hvis jeg skal vælge én dansk favoritaktie lige nu, så vil jeg pege på Vestas. De har historisk haft et meget svingende overskud, men der er få brancher, der har lige så gode, langsigtede markedsudsigter, som det er tilfældet for vindenergi. Her kan man være rimelig sikker på, at markedet vil vokse i lang tid fremover, og jeg tror, ​​at Vestas fortsat vil være konkurrencedygtige på markedet,” siger Peter Lagerlöf.

Dyre danske aktier

Hos Sydbank peger aktieanalysechef, Jacob Pedersen på, at også enkelte aktiehistorier, har været med til at trække indekset i vejret de seneste måneder.

“Det danske aktiemarked er ikke større, end enkelthistorier kan præge billedet. Og der har vi set bankerne er steget markant. Både Jyske Bank og Danske Bank er steget mere end 25 pct., efter de i en periode har været billige. Men de handler fortsat som nogle af de billige selskaber på fondsbørsen,” siger Jacob Pedersen, der også fremhæver en stærk ordreindgang fra Vestas, mens GN Store Nord fortsætter med at levere stærke resultater.

Den kraftige aktieoptur til C25-aktierne har skubbet prisfastsættelsen i vejret, så C25-indekset nu handles til en estimeret price/earning (prisen for 1 krones indtjening ) for 2020 på 24,69. Det er markant højere end eksempelvis S&P 500 (19,38) og MSCI World (17,89).

“Det er et meget dyrt aktiemarked, vi har herhjemme, når vi sammenligner med andre indeks. Det maner til forsigtighed, og det betyder, at jeg ikke slår på tromme for, at det danske marked skal stige vildt herfra,” siger Jacob Pedersen, som understreger, at man som investor dog ikke behøver at frygte for, at de danske eliteaktier rammes hårdere end andre aktiemarkeder, hvis der kommer en eventuel korrektion i fremtiden.

“Jeg ser de danske aktier som rimeligt resistente. Hvis man går rundt som investor og frygter, at verdensøkonomien går i stå eller tilbage, så tror jeg de danske aktier kan være et helt fint sted at være,” siger Jacob Pedersen.

“Ved en almindelig korrektion, der er det ikke min forventning, at danske aktier vil miste nævneværdigt mere end markedet. Det skal ikke være argumentet for at gå i ly. Det skal snarere være at stigningspotentialet i en fortsat optur ikke er superstærkt, fordi mange selskaber efterhånden ser dyre ud,” siger han.

kaoh@borsen