Cheføkonom: Prishop på olie kan koste en børnefamilie 1000 kr om året

387773_16_9_large_918.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
16. sep 2019 KL.10:30
Det markante olieprishop i kølvandet på weekendens angreb på to store olieanlæg i Saudi-Arabien kan ramme danske familier.

Det vurderer Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv.

”For en almindelig børnefamilie rammer en stigning i olieprisen direkte ind i husholdningsbudgettet. Ifølge Danmarks Statistiks seneste forbrugerundersøgelse bruger en familie med børn årligt ca. 10.000 kr. på benzin og diesel. Dertil kommer udgifter til eksempelvis opvarmning, der også er påvirket af udviklingen i olieprisen. Det betyder, at stigningen i olieprisen på f.eks. 10 pct. vil koste en typisk børnefamilie ca. 1.000 kr. årligt. Det er penge, der ellers kunne være brugt til andet forbrug eller øget opsparing,” skriver han i en kommentar mandag morgen.

Angreb har halveret olieproduktion

Lørdag ramte et droneangreb to store olieanlæg i den østlige del af Saudi-Arabien, der med næsten 10 pct. af jordens produktion af råolie er verdens største eksportør.

Yemenitiske houthi-oprørere har taget skylden for angrebene, der kommer efter tidligere droneangreb fra den samme oprørsgruppe i Yemen. Houthierne har foretaget adskillige angreb hen over grænsen, som gruppen betegner som gengældelse for de saudiskledede luftangreb i Yemen, skrev Ritzau lørdag.

Den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo mener dog, at Iran står bag angrebene, skrev han på Twitter i weekenden. Ifølge Ritzau har styret i Saudi-Arabien endnu ikke meldt ud, hvem det mener står bag angrebene.

De ramte olieanlæg Abaqaiq og Hijra Khurais tilhører det statsejede saudiarabiske selskab Aramco, og søndag oplyste Aramco, at angrebene midlertidigt har reduceret produktionen med 5,7 mio. tønder råolie om dagen. Det svarer til over halvdelen af landets olieproduktion og dermed næsten 6 pct. af verdens daglige olieforsyning, skriver Ritzau.

Fremstillingsvirksomheder kan blive påvirket

Søndag har USA’s præsident Donald Trump meldt ud, at han er klar til at frigive de strategiske oliereserver.

”Usikkerheden er enorm i øjeblikket, og yderligere stigninger i olieprisen kan ikke udelukkes. Hvis der bliver tale om en længere produktionspause i Saudi Arabien, der kommer til at forløbe over flere uger, så er der formentlige udsigt til en fortsat stigning i olieprisen over den kommende tid. Hvis stigningen i olieprisen bider sig fast over en længere periode, så vil det få konsekvenser for den økonomiske vækst både herhjemme og i udlandet,” skriver Tore Stramer. 

En stigning i olieprisen vil ramme på samme måde som en skattestigning, der øger både virksomhedernes og husholdningernes energiudgifter, lyder det fra cheføkonomen. 

"Særligt hos fremstillings- og transportvirksomheder, hvor olie er et væsentligt produktionsinput. Endelig vil stigningen i olieprisen trække i retning af at dæmpe væksten i vores samhandelslande og dermed forværre de danske virksomheders eksportmuligheder," skriver han. 

Risikerer at ramme bnp

Hvis olieprisen fortsætter med at stige med 10 dollar, vil det i løbet af de første tre til fire år mindske bnp med 0,3 pct., skriver Tore Stramer og henviser til beregninger på Det Økonomiske Råds sekretariats makromodel. Det svarer ifølge cheføkonomien til 5 mia. kr. og 5000 jobs. 

"Dertil vil de statslige indtægter fra Nordsøen bliver mindsket med ca. 2-2,5 mia. kr. årligt," skriver han og tilføjer: 

"Dansk økonomi er dog relativt energieffekt i en international sammenligning, og har dertil en stor tilstedeværelse inden for grøn energi. Det betyder, at dansk økonomi vil blive mindre hårdt ramt af en stigning i olieprisen end mange af vores nabolande," siger han og henviser især til Tyskland og Sverige, der begge har store fremstillingssektorer.