Analyse: ISS's børseventyr er tabt på gulvet med dagens kursfald på 20 pct

390762_16_9_large_416.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
06. nov 2019 KL.15:17

Det gør ondt på enhver investor og topchef, når man på bare en enkelt handelsdag ser aktiekursen bliver smadret ned med 20 pct. på grund af en nedjustering.

Men for ISS-topchef Jeff Gravenhorst er dagens kursudradering af servicegiganten på aktiemarkedet ekstra smertefuld.

Situationen er nu den, at aktiekursen er banket ned under det niveau, som var udbudskursen, da ISS tilbage i 2014 blev børsnoteret i en transaktion på 29,6 mia. kr., som var den største børsnotering i Danmark i 20 år.

Laveste kurs nogensinde


En notering som Jeff Gravenhorst dengang selv stod i spidsen for. Her lød udbudskursen 160 kr. pr. aktie, og her mere end fem år efter børsdebuten koster aktien nu blot 145 kr. stykket. Den hidtil laveste kurs.

De første år var ren jubel for aktien, Jeff Gravenhorst og selskabets aktionærer, som kunne se aktien kører helt op i kurs 286 i maj 2017. Men de seneste godt to år er halvdelen af markedsværdien gået tabt i takt med, at usikkerhederne er kommet frem i forretningen og indtjeningen.

Kun de massive udbyttebetalinger, som ISS over årene har pumpet ud til investorerne, trækker de investorer, der købte ind ved noteringen, i et marginalt plus. Med dem indregnet er aktiens totalafkast positivt med 7,7 pct., men i samme periode har de største danske aktier i C25-indekset leveret et afkast på 65,7 pct.

Vendt til en fiasko


Dermed er ISS’ afkast dumpet, og det der fra start lignede et børseventyr, er tabt på gulvet, og milliardnoteringen er nu vendt til en klar og tydelig fiasko.

Jeff Gravenhorst selv erkender da også, at dagens udmelding ikke er tilfredsstillende:

“Vi kommer ud med en nedjustering på næsten 20 pct af vores indtjening for i år og det er absolut ikke tilfredsstillende. Det er en skuffende udvikling.”

Med til at gøre det hele værre er, at ISS for mange investorer har lignet en sikker aktie, som ville levere et stabilt afkast med den gode udbyttebetaling. Det prædikat kan nu pilles af aktien. 
Aktie: ISS