Aktietendens i USA: Udsigt til grøn start med casino-aktier i fokus

null

383537_16_9_large_416.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
24. jun 2019 KL.14:27
Pilen peger op for de ledende amerikanske aktieindeks mandag, efter at de tre indeks - S&P 500, Dow Jones og Nasdaq - fredag bakkede 0,1 til 0,2 pct. og sluttede en ellers grøn uge af med røde tal.

Futures for de tre toneangivende indeks ligger mandag 0,2 til 0,3 pct. højere og indikerer altså en grøn start for en uge, hvor fokus er rettet mod G20-topmødet, der fredag og lørdag holdes i Osaka, Japan.

Her skal USA og Kinas præsidenter, Donald Trump og Xi Jinping, mødes, og håbet er ifølge Reuters, at mødet kan resultere i en nedtrapning af handelskonflikten mellem de to, som gør ondt på den globale økonomi.

- Det er godt, at de vil mødes, for hvis de er i rum sammen, er der mulighed for fremskridt, vurderer David Madden, analytiker hos CMC Markets i London, Storbritannien, over for nyhedsbureauet.

Selskabsspecifikt kan der mandag komme fokus Eldorado Resorts, som køber konkurrenten Caesars Entertainment, hvilket ifølge Bloomberg News vil skabe USA's største spiloperatør.

Eldorado Resorts betaler 12,75 dollar per aktie for købet, der finansieres i både kontanter og aktier. Inklusive gæld løber aftalen op i 17,3 mia. dollar, meddeler selskaberne bag i en meddelelse.

Caesars er af sin største aktionær, milliardæren Carl Ichan, blevet presset til at overveje et salg, skriver Bloomberg News på baggrund af data, som nyhedsbureauet har indsamlet.

Aktien i den købende part, Eldorado Resorts, falder 6,3 pct. i formarkedet til 48 dollar. Caesars Entertainment-aktien stiger 12,6 pct. til 11,25 dollar.

Mandag er Spotify-aktien også i fokus, efter at Evercore har sænket sin anbefaling af aktien til "underperform" fra "in-line". Kursmålet er også blevet skåret til 110 dollar fra 125 dollar. I formarkedet falder aktien 3,7 pct. til 142,80 dollar stykket.

Musikstreamingtjenestens estimater for antallet af brugere og omsætning er ifølge analytiker Kevin Rippey mulige at nå, men konsensusforventningerne i markedet til indtjening er for høj.

- Vi kan ikke se en vej, hvorpå Spotify kan skabe det niveau af bruttoresultat, som markedets estimater kræver på mellemlangt sigt, skriver han ifølge Bloomberg News i et notat.

/ritzau/FINANS