Aktietendens i USA: Rød åbning med fokus på teknologi, olie og orkanen Dorian

null

387112_16_9_large_500.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
03. sep 2019 KL.14:56
Der er udsigt til en rød tirsdag, når det amerikanske marked vender tilbage efter forlænget weekend og en noget diffus lukning fredag i sidste uge.

Fredag lukkede det brede amerikanske S&P 500-indeks med en marginal stigning, mens Dow Jones-indekset vandt 0,1 pct., og Nasdaq bakkede med 0,1pct.

Allerede mandag under Labor Day, hvor det amerikanske markedet havde lukket, pegede de amerikanske futures i rødt, efter at nye handelstariffer mellem USA og Kina trådte i kraft natten til søndag.

Den røde pensel er også taget frem i tirsdagens handel i Europa, hvor de store børser i London, Paris og Frankfurt alle som én ligger med fald på op til 0,6 pct. Og det brede europæiske aktieindeks Stoxx 600 falder tirsdag med 0,5 pct., efter at mandag, mens amerikanerne hold fri, lukkede i det positive hjørne på plus 0,3 pct.

- Det er en kombination af tweets fra Trump, en dialog til det værre mellem USA og Kina i handelskonflikten og bekymringen for en vækstopbremsning, der presser markederne. Og det er det billede, vi også så gennem hele august, siger Otto Friedrichsen, der er aktiestrateg i Formuepleje.

Stemningen lettes formentlig heller ikke af, at Kinas største teknologikoncern, Huawei, tirsdag har beskyldt den amerikanske regering for at true selskabets medarbejdere og iværksætte cyberangreb for at infiltrere Huaweis interne systemer.

Handelskrigen mellem USA og Kina kaster fortsat skygge over oliemarkederne, og Opec-landenes forsøg på at holde lagrene nede er udfordret. Oliepriserne falder tirsdag lige efter middag.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster tirsdag eftermiddag 57,75 dollar mod 58,75 dollar mandag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 54,06 dollar mod 54,92 dollar mandag eftermiddag.

Dertil hærger orkanen Dorian igennem Bahamas, hvorefter den forventes at følge en rute langs den amerikanske sydøstkyst nær delstaterne Florida, Georgia, South Carolina og North Carolina.

Dorian er nu kategoriseret som en kategori 4-orkan, og den har forårsaget store ødelæggelser og mindst fem dødsfald.

På det amerikanske formarked springer blandt andet teknologiselskaberne i øjnene. Apple falder med 1,26 pct. til 206,18 dollar, mens AMD også tager et nøk ned med 1,97 pct. til 30,83 dollar.

På den amerikanske nøgletalsfront kommer der endelige PMI-tal for industrisektoren, samt ISM-tal - også for industri - og anlægsinvesteringer for juli.

Tirsdag en time inden midnat dansk tid forventes chefen for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i Boston, Eric S. Rosengren, at tale i Easton, Massachusetts.

/ritzau/FINANS