Aktietendens i USA: Olieselskaber trækker op i ventet grøn start

392178_16_9_large_48.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
02. dec 2019 KL.14:50
Der er lagt i kakkelovnen til en positiv start på det amerikanske aktiemarked mandag, hvis man skal dømme efter handlen med futures, der lader investorerne spekulere i fremtidige indeksniveauer.

Her indikeres der stigninger på 0,1-0,2 pct. fra start til de tre toneangivende indeks på Wall Street, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones.

Fra både Asien og til dels Europa er der mandag positive strømninger, som ser ud til også at skulle smitte af i USA efter fredagens fald på 0,4-0,5 pct. i de tre ledende indeks - på den forkortede handelsdag efter Thanksgiving.

STÆRKE TAL FRA KINA TRÆKKER OP

Stærke PMI-tal fra Kina er med til at løfte humøret, inden der også venter endelige PMI-tal for industrisektoren i USA og ISM-tal for industrisektoren samme sted godt en time efter åbningen mandag.

Begge tal er for november, og blandt økonomerne er der forventning om, at fremgangen i PMI-tallene vil blive bekræftet i mandagens endelige opgørelse, mens der også ventes en lille fremgang i ISM-tallene.

De stærke PMI-tal fra Kina er med til at sætte cykliske aktier i et positivt lys mandag, og samtidig giver de sig udslag i stigende oliepriser.

Prisen for en tønde af den amerikanske referenceolie, WTI, til levering i januar næste år løftes mandag med 2,3 pct. til 56,41 dollar. Det smitter naturligt nok positivt af på flere af de store olieselskaber i mandagens formarked.

Her stiger Exxon Mobil med 0,6 pct. til 68,55 dollar, Chevron løftes 0,4 pct. til 117,64 dollar, og Occidental Petroleum Corporation stiger med 1,6 pct. til 39,18 dollar.

Med til at smitte positivt af på oliesektoren er også nyheden om, at Irak har signaleret en produktionssænkning inden næste møde i Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec.

På negativsiden er tobaksproducenten Philip Morris i rampelyset, efter at Citigroup har sænket sin anbefaling af den aktie til "neutral" fra "køb", skriver Bloomberg News.

Aktien falder med 0,5 pct. til 82,50 dollar i formarkedet.

FREMGANG I SIGTE I AMERIKANSK INDUSTRISEKTOR

Investorerne vil mandag holde godt øje med den endelige opgørelse af PMI for industrisektoren i november.

Her ventes niveauet på 52,2 fra den foreløbige opgørelse fastholdt, viser estimater indsamlet af Bloomberg News. Det vil i så fald være en pæn stigning fra oktober, hvor indekset blev opgjort til 51,3.

For ISM-indeksets industridel venter økonomerne ifølge estimaterne fra Bloomberg News en fremgang til 49,2 i november fra 48,3 i oktober.

PMI-indekset ramte sin seneste bund i august, hvor det var nede i 50,3, mens ISM-tallet for industrisektoren i september var nede at runde 47,8.

/ritzau/FINANS