Aktiestatus: Pandora og banker i fin form - Genmab og DSV kørt i bund

387485_16_9_large_606.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
10. sep 2019 KL.12:20

Der er fortsat et element af rotation mod cykliske aktier og banker på det danske aktiemarked. Det sender tirsdag aktier som Pandora og Jyske Bank til tops.

- Der er dog en overvægt af defensive aktier på det danske marked, og derfor falder vi mere end ude i Europa, forklarer senioraktiehandler i Sydbank Christian Thatje.

C25-indekset sætter sig 1,2 pct. til 1135,48, mens de tre største indeks i Europa falder 0,1-0,5 pct.
Genmab falder tirsdag middag over 4 pct.

Generelt venter senioraktiehandleren et relativt stille og måske let sivende aktiemarked frem mod ugens højdepunkt - udmeldingen fra Den Europæiske Centralbank (ECB) torsdag.

I toppen af det danske indeks ligger Pandora, der stiger 2,1 pct. til 312,70 kr.

- Aktien har haft godt momentum siden regnskabet, og det fortsætter, påpeger Christian Thatje.

Blandt de stigende aktier er også Jyske Bank og Danske Bank. Jyske Bank stiger 1,2 pct. til 207,80 kr., mens Danske Bank stiger 0,4 pct. til 99,85 kr. Sidstnævnte steg mandag mere end 9 pct.

Aktie: Novo Nordisk B



MASSER AF ANALYSENYT

Demant og GN har også fået analysenyt.

Demant stiger 0,6 pct. til 196,95 kr. efter en hævet anbefaling fra finanshuset Jefferies. Anbefalingen lyder nu på "køb" mod tidligere "hold", og finanshuset har også sat kursmålet op, så det nu er på 250 kr. mod tidligere 210 kr.

- At den ikke stiger mere, skyldes nok fortsat usikkerhed om konsekvenserne af selskabets it-problemer, der blev meldt ud i sidste uge, lyder det fra Christian Thatje.

GN ligger i den tunge ende og falder med 2,4 pct. til 277,50 kr. efter at have fået ørerne i analytiker-maskinen. Jefferies' analytiker Kit Lee har sat både anbefaling og kursmål ned.

Anbefalingen sænkes til "underperform" fra "køb", og kursmålet sættes ned til 250 kr. fra 365 kr., viser data fra Bloomberg News.

DSV lider også under skift nyt fra analysefronten. DSV-aktien har fået dækning af amerikanske Bernstein, der har indledt dækningen af selskabet med anbefalingen "underperform" og et kursmål på 550 kr.

DSV aktien handler i 664,80 kr. - 3 pct. mindre end mandag.

Bernstein har desuden løftet anbefalingen af Carlsberg, hvor finanshuset nu ligger på det neutrale "market perform" mod tidligere den negative anbefaling "underperform".

Bryan Garnier har desuden banket kursmålet op til 1180 kr. - det højeste blandt de analytikere, der rapporterer til Bloomberg News - fra 1060 kr. Anbefalingen er uændret "køb".

Bryggeriaktien ligger i midterfeltet i C25 med et fald på 0,7 pct. til 1008 kr.

På tirsdagens regnskabsfront kan aktionærerne se frem til tal for andet kvartal fra Speas, der er på vej mod solvent likvidation.

Aktie: Genmab