Aktiestatus i USA: Trump punkterer stemningen - Apple fortsætter op

388308_16_9_large_894.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
24. sep 2019 KL.18:23
(Rettet: Slåfejl i overskriften)

De amerikanske aktier oplever en blandet udvikling tirsdag. Indledende handelsoptimisme hos investorerne er blevet spoleret af et nyt angreb fra USA's præsidents side mod Kina og af svage økonomiske nøgletal - både fra Tyskland og fra USA.

Det brede amerikanske aktiemarked, målt på S&P 500-indekset, falder kl. 12.10, amerikansk østkysttid, med 0,2 pct. Dow Jones-indekset går marginalt ned, mens teknologitunge Nasdaq imidlertid mister 0,6 pct.

NYE UDFALD MOD KINA

Mandag kom det frem, at Kina for anden gang på to uger har købt et stort parti sojabønner fra USA, og det skabte en positiv stemning, da det ses som et tegn på en opblødning i handelskrigen inden nye forhandlinger i oktober.

Præsident Donald Trump langede tirsdag dog i en tale i FN ud efter Kina og beskyldte atter landet for valutakursmanipulation og for at stjæle amerikanske virksomheders ophavsret.

Den melding tog pusten ud af indledende stigninger i aktiemarkedet, som ellers tidligere var i plus med så meget som 0,5 pct. målt på S&P 500.

- Markedet er i et meget snævert handelsområde, mens vi venter på mere konkret nyt omkring situationen med Kina, siger Rick Meckler, partner i Cherry Lane Investments, til Reuters.

SVAGE NØGLETAL

Med til at male det brogede billede er også svage økonomiske nøgletal. I Tyskland steg erhvervstilliden til den nuværende situation i september lidt mere end ventet, men tilliden til udsigterne for de kommende måneder faldt omvendt kraftigt - til et niveau senest set under finanskrisen.

Samtidig skuffede forbrugertilliden i september i USA, da den faldt tungt. Den menige amerikaners pengepung er ellers det, som for tiden holder hånden under økonomien i USA.

Forsyningsaktierne ligger tirsdag som sektor bedst med et plus på 1,0 pct. Endnu et rentefald er godt nyt for branchen, da det reducerer omkostningerne og øger afkastet. Der er også plus til dagligvaregruppen med 0,5 pct.

I den anden ende falder energiaktierne med 1,2 pct., da olieprisen mister 1,4 pct., fordi Saudi-Arabiens produktion nu begynder at vende tilbage efter forrige weekends droneangreb. De fem mest faldende aktier i S&P 500 er alle olieselskaber, som mister 4-5 pct.

Cyklisk forbrug falder desuden med 0,5 pct. - i fin forlængelse af den svage måling af forbrugertilliden i USA. Desuden mister it, finans og kommunikationsservice alle 0,2 til 0,5 pct.

APPLE STIGER IGEN

Blandt de store selskaber fortsætter Apple som trækhest med et plus på 0,3 pct. Tirsdag er det finanshuset Jefferies, som ifølge Bloomberg News vurderer, at æblekoncernens kommende 5G-iPhone vil gavne markedspositionen i den høje prisklasse. Jefferies ser et kurspotentiale i Apple på knap 20 pct.

Der er omvendt et lille fald til Microsoft på 0,3 pct., mens forbrugercykliske Amazon mister 1,3 pct.

I sektoren for kommunikationsservice mister Facebook 1,2 pct., mens Netflix fortsætter nedturen med et minus på 3,3 pct. Det er femte dag i træk med minus til streamingkæmpen, som presses af udsigterne til hård konkurrence fra både Apple og Disney. For hele 2019 er aktien nu i minus med 4 pct.

NETFLIX FALDER IGEN

Pivotal Research har samtidig ifølge Bloomberg News sænket sit kursmål fra Wall Streets højeste i 515 dollar per aktie til nu 350 dollar per aktie, da analytiker Jeffrey Wlodarczak nu ser langt højere udgifter til køb af indhold end tidligere, efter Netflix har indgået en dyr aftale om ret til at tilbyde kunderne "The Big Bang Theory" og "Seinfeld".

Snap, som ejer Snapchat, har derimod en positiv tirsdag og stiger 2,4 pct. til 17,53 dollar. Kursen var ellers oppe med 6,2 pct. tidligere, fordi finanshuset Guggenheim har sat det højeste kursmål for aktien på Wall Street i 22 dollar.

Omvendt falder Twitter med 3,7 pct.

/ritzau/FINANS