Aktiestatus i USA: Markedet kravler tæt på rekordniveau - Microsoft i fokus

388075_16_9_large_530.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
19. sep 2019 KL.18:35

De amerikanske aktiebørser ligger torsdag middag amerikansk tid fortsat i positivt terræn anført af mastodonten Microsoft, som har godkendt et gigantisk aktietilbagekøbsprogram og øget udbyttet.

Tidligere havde handlen med futures ellers peget i retning af en klart negativ åbning i størrelsesordenen 0,6-0,7 pct., men markedet rettede sig hen mod åbningen og ved middagstid kan aktiehandlerne endda begynde at skimte lukkerekorderne for hver af de toneangivende indeks.

For S&P 500-indekset, der stiger 0,4 pct. til 3017,55, er der omkring en kvart pct. op til lukkerekorden på 3025,86, som blev sat den 26. juli.

Dow Jones- og Nasdaq-indekset stiger henholdsvis 0,3 pct. og 0,5 pct., og Dow ligger dermed mindre end 1 pct. fra sin lukkerekord, mens der for Nasdaq-indeksets vedkommende er lidt mere end 1 pct. op.

Investorerne blev før åbningen præsenteret for et par positive nøgletal.

Ugens tal for nytilmeldte ledige viste 208.000, hvilket var færre end de ventede 213.000. Samtidig viste erhvervslivets aktivitetsindeks fra Federal Reserve Bank of Philadelphia et fald til 12,0 i september fra 16,8 måneden før. Økonomerne havde ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg ventet et indeks på 10,5.

GIGANTISK TILBAGEKØBSPROGRAM

Blandt selskaberne er der torsdag fokus på Microsoft, efter at det har fået godkendt et tilbagekøbsprogram af egne aktier til en værdi af 40 mia. dollar.

Samtidig er koncernens kvartalsudbytte hævet med næsten 11 pct. - eller med 5 cent til 51 cent per aktie. Det nye tilbagekøbsprogram er uden en fast afslutningsdato, og det afløser et tilsvarende tilbagekøb vedtaget for præcis tre år siden på ligeledes 40 mia. dollar.

Microsoft stiger 2,2 pct.

Ud over Microsoft sender også detailkæden Target en gaveregn i retning af aktionærerne i form af et tilbagekøbsprogram til en værdi af 5 mia. dollar. Investorerne kvitterer ved at sende aktien 0,8 pct. højere.

PRES PÅ STÅLAKTIER

Imens har U.S. Steel en særdeles dårlig dag på aktiemarkedet, efter at selskabet efter børslukketid onsdag kom med en skuffende prognose for tredje kvartal.

Flere finanshuse har siden været ude med riven og sænket kursmålet for aktien, som ved middagstid er blevet rundbarberet med 11,4 pct.

Peer-selskaber som AK Steel Holding, Nucor Corp og Steel Dynamics stiger derimod.

I en anden del af råvaresektoren, er der også god interesse for olieaktierne, efter at olieprisen har genoptaget den opadgående kurve efter weekendens droneangreb på saudiske olieanlæg.

Oliemarkedet faldt ellers noget til ro tirsdag og onsdag, men angiveligt overvejer Saudi-Arabien nu selv at købe olie i markedet, og den nyhed driver prisen på olie højere torsdag.

En tønde af den amerikanske referenceolie, WTi, ligger 0,8 pct. højere i 58,59 dollar, og blandt olieaktierne stiger Halliburton og Occidential Petroleum henholdsvis 1,6 pct. og 3,1 pct.

REGNSKAB UDLØSER FALD

Fra regnskabsfronten er der nyt fra Darden Restaurants, der blandt andet driver steakrestauranter og en kæde af italienske spisesteder under navnet Olive Garden.

Selskabets omsætning fra restauranter, der har været åbne i mindst et år, steg med 0,9 pct. i første kvartal af 2019/29 mod ventet 1,3 pct. ifølge Bloomberg News. Til gengæld var indtjeningen per aktie en anelse større end ventet, men aktien falder ikke desto mindre med 3,9 pct.

Imens er der rift om Ping Identity på softwareselskabets debutdag på børsen. Aktien ligger ved middagstid i 18,89 dollar - 26 pct. over afregningsprisen på 15 dollar.

Blandt torsdagens store børsnyheder er desuden en kommende børsnotering af Airbnb. Selskabet skriver i en kortfattet meddelelse, at det agter at gå på børsen i 2020.

Selskabet har tidligere luftet ideen om at gå på børsen, og Bloonberg skrev tidligere i år, at det er vurderet til at gå på børsen til en værdi på 31 milliarder dollar.

Airbnb omsatte i andet kvartal for mere end 1 mia. dollar, oplyste selskabet i sidste uge. Det er blot anden gang i selskabets historie, at omsætningen i et kvartal runder den milepæl.



/ritzau/FINANS