Aktiestatus i USA: Indleder ugen med små stigninger inden rentenyt

387438_16_9_large_923.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
09. sep 2019 KL.18:27

De amerikanske aktier er startet ugen i positivt terræn. Håbet om stimuli fra verdens centralbanker, med Federal Reserve og ECB i spidsen, lægger en hånd under stemningen

Mest stigende er Dow Jones-indekset med et plus på 0,2 pct., mens S&P 500 kl. 12.15, lokaltid i New York, går marginalt op. Nasdaq falder dog med 0,1 pct.

I sidste uge steg aktierne for anden uge i træk, og S&P 500 er nu blot 1,5 pct. fra sin seneste rekord sat i slutningen af juli.

Den milde positive stemning spejles også i udviklingen på obligationsmarkedet, hvor kurserne falder og renterne går op. Den tiårige rente stiger mandag 6 basispoint til 1,62 pct.

RENTESÆNKNINGER I SIGTE

Senere på ugen, torsdag, ventes en rentesænkning fra Den Europæiske Centralbank (ECB) på 0,1 pct.point, mens Federal Reserve i USA knap en uge senere ses sænke sin ledende rente med 25 basispoint.

- Uden nogle overraskende nyheder bør dette blive en stille uge for aktiemarkederne, da de fleste investorer er på pause indtil næste uges FOMC-møde, siger Shawn Gibson, investeringschef hos Liquid Strategies, til Reuters.

FOMC, eller Federal Open Market Committee, er den amerikanske centralbanks styrende renteudvalg.

Handelskrigen er samtidig på en positiv pause, indtil parterne, USA og Kina, i starten af oktober mødes igen i Washington.

- Handelsstemningen driver markedet op og ned på marginen. De kommentarer, vi har hørt den seneste uges tid, har markedet tydeligvis noteret og allerede indregnet noget af, forklarer Aaron Clark, porteføljemanager hos GW&K Investment Management, til Bloomberg News.

OLIE OG FINANS I TOP

På sektorfronten stiger energiaktierne mest i S&P 500 med et plus på 1,7 pct., da olieprisen i det optimistiske klima stiger med 2,4 pct. - den fjerde dag i træk med plus.

Finansaktierne klarer sig næstbedst med en fremgang på 1,4 pct., løftet af bankerne, som gavnes af den stigende rente. Det styrker nemlig kerneindtjeningen, forskellen på ind- og udlånsrenterne. Her stiger JPMorgan med 2,4 pct., mens Bank of America vinder 3,4 pct.

Cyklisk forbrug, industri og kommunikationsservice går også op med omkring 0,3-0,5 pct.

It-aktierne falder omvendt med 0,6 pct., og i bunden ligger sundhedsaktierne, der mister 1,1 pct.

Det er softwareaktierne, som trækker ned i it, blandt andet af et minus til Microsoft på 1,4 pct. Derimod stiger Apple med 1,0 pct., inden at koncernen tirsdag ventes at præsentere sin nye iPhone - eller tre nye modeller. Forventningerne er ifølge The Wall Street Jounal ikke de store til de nye iPhones, og derfor vil fokus også være på nye produkter som smartwatches.

KRÆVER OMSTRUKTURERINGER

Der er også opmærksomhed om telegiganten AT&T. Den aktivistiske investeringsfond Elliott Management har købt en større aktiepost i selskabet for 3,2 mia. dollar og i et brev opfordret ledelsen til at ryste posen og frasælge en lang række aktiviteter. Aktien stiger med 2,8 pct.

USA's største aluminiumsproducent Alcoa har mandag selv annonceret en omstruktureringsplan. Præsident Trumps told på aluminium har tilsyneladende ikke skærmet koncernen tilstrækkeligt i et miljø med opbremsende vækst og faldende priser. Alcoa vil nedlægge sin eksisterende forretningsstruktur og konsolidere salg, indkøb og en række andre funktioner. Aktien stiger med 5,7 pct. mandag.

Medicinalselskabet Eli Lilly, som konkurrerer med Novo Nordisk inden for diabetesområdet, falder med 2,8 pct. trods en melding om positive resultater med en lægemiddelkandidat mod ikke-småcellet lungecancer.

Aktien trækkes dog med ned i en rotation ud af sundhedssektoren, som ventes at komme i fokus hos politikerne i USA, nu da sommerferien er ovre og Kongressen genåbner. Blandt de mange præsidentkandidater hos Demokraterne har fem af dem med størst tilslutning i meningsmålingerne da også netop sundhedsområdet og spørgsmålet om "Medicare for all" højt på agendaen. Merck trækkes i den forbindelse ned med 3,8 pct., mens Amgen mister 3,6 pct.

/ritzau/FINANS