Aktiestatus i USA: Handelsuro og svage regnskaber presser aktier

385218_16_9_large_583.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
30. jul 2019 KL.18:28

Aktierne falder tirsdag i USA. Blandede bolsjer på en travl regnskabsdag og ny handelsusikkerhed sætter agendaen på markedet.

Det brede amerikanske aktiemarked, målt på S&P 500-indekset, er kl. 12:15, lokaltid i New York, i minus med 0,3 pct., mens Dow Jones-indekset mister 0,2 pct. Teknologitunge Nasdaq bakker samtidig 0,3 pct.

FORHANDLINGER OG RENTEMØDE

Kinas og USA's forhandlere genoptager tirsdag og onsdag forhandlingerne i handelskrigen med et skud for boven fra præsident Donald Trump, som på Twitter kritiserer Kina for ikke at holde sine aftaler, senest at foretage en række indkøb af amerikanske landbrugsprodukter.

Investorerne ser samtidig frem mod onsdagens rentemelding fra USA's centralbank, Federal Reserve. I markedet er der en klar forventning om en rentesænkning.

- Jeg tror, Fed vil lade døren stå åben for yderligere rentesænkninger, hvis den ikke skærer med 50 basispoint lige nu, siger Scott Brown, cheføkonom hos Raymond James, til nyhedsbureauet Reuters.

Ligesom mandag er det de defensive sektorer, der klarer sig bedst. I top med plus 0,6 pct. ligger fast ejendom, som nyder godt af udsigten til lavere renter, mens varige forbrugsgoder stiger 0,4 pct.

I den tunge ende ligger it-aktierne, cyklisk forbrug og kommunikationsservice med fald på 0,5-0,6 pct.

HVER SIN VEJ I DAGLIGVARER

Blandt de store aktier skiller især medicinalselskabet Pfizer, forbrugskæmpen Procter & Gamble og tobaksgiganten Altria sig ud, mens minusser til Apple, Amazon og Googles moderselskab, Alphabet, på 0,7-0,8 pct. trækker ned. Apple kommer efter markedslukning tirsdag med sit regnskab.

Pfizer falder 5,7 pct. i kølvandet af mandagens nedjustering og nyheden om opkøbet af kopiproducenten Mylan, da to toneangivende investeringsbanker, Bank of America og Morgan Stanley, har sænket deres anbefaling af aktien i Pfizer. Aktien faldt også 3,8 pct. mandag.

Procter & Gamble går derimod den anden vej og stiger med 4,6 pct. Selskabet, der blandt andet står bag Pampers-bleer, Duracell-batterier og barbergrej fra Gillette, klarede sig bedre end ventet i fjerde kvartal af selskabets skæve regnskabsår, og koncernens forventninger til det nye regnskabsår overraskede også markedet.

Også i kategorien for varige forbrugsgoder falder tobakskæmpen Altria med 3,8 pct. Trods en omsætning over det ventede i andet kvartal, så vidnede regnskabet fra ejeren af Marlboro, Parliament og Virginia Slims atter om et fald i salget af cigaretter med en negativ udvikling i de underliggende volumener på 7,0 pct.

MERCK STIGER PÅ REGNSKAB

Medicinalkæmpen Merck har ligeledes lagt tal frem tirsdag, og koncernen tjente mere end selv den mest optimistiske analytiker havde forudset i andet kvartal og opjusterede samtidig sine forventninger. Det kaster et plus på 1,6 pct. af sig.

Mastercard, der står bag det kendte betalingskort af samme navn, fik i april, maj og juni også en højere indtjening per aktie, end det var ventet af analytikerne, men det belønnes ikke, og aktien falder 0,3 pct.

Modeaktien Ralph Lauren falder også 1,6 3 pct. efter sit kvartalsregnskab. Tallene for andet kvartal var bedre end ventet, men Ralph Lauren flagede for udfordrende udsigter for markedet i USA med fald i turistsalget, skriver Bloomberg News.

HACKERANGREB KOSTER

Hospitalskoncernen HCA Healthcare falder desuden 9,5 pct. Konkurrencen presser priserne for hospitalsbehandlinger, viser selskabets regnskab for andet kvartal ifølge Bloomberg News, og det sender HCA, der også leverede en ringere end ventet indtjening, i minus.

Veganerselskabet Beyond Meat falder desuden 6,2 pct. Rekordaktien, der stadig er steget med mere end 700 pct. siden debuten i maj, både slog forventningerne og løftede sin egen prognose, men meldingen om en kapitaludvidelse straffes af investorerne.

Endelig falder Capital One med 7,2 pct., da banken har oplyst, at den er blevet ramt af et hackerangreb, som berører omkring 100 millioner amerikanere og seks millioner canadiere, der i en årrække har søgt om kreditkort i Capital One.

/ritzau/FINANS